CV: Vi er ok tilfredse

CV: - Vi vinder fortjent


Dame N'Doye header løverne foran i det 37. minut
Foto: Sportsagency.dk


Spillemæssigt var det ikke helt til topkarakter, da de danske mestre søndag eftermiddag vandt 2-0 over et SønderjyskE-mandskab, der vanen tro ydede god modstand og var svære at spille mod. Men man skal også kunne vinde på en mindre god dag, og det levede københavnerne op til, så de 3 point kom i hus foran 24.151 tilskuere.


af Torkil Fosdal


- Vi er glade for de 3 point, men det er vel også dét, der er at sige om den kamp, kom det tørt fra CV efter søndagens 2-0-sejr over SønderjyskE, som cheftræneren dog betegnede som fuldt fortjent:

- Det blev en alt for rodet kamp for os, og vi får alt for lidt ud af vores megen boldbesiddelse, der svinger mellem 60 og 70 %. Men efter pausen bliver vi bedre, og jeg synes, det er fuldt fortjent vi vinder.

- Vi ville gerne have fortsat med at trykke dem helt i bund, men bortset fra indledningen, så lykkedes det ikke rigtig den første times tid, hvor de også er gode til at gøre det svært for os. Vi skabte mindre end vi havde tænkt os, og vi fik også unødigt mange kontraer imod os, så de kommer til lidt for mange afslutninger. Efter pausen prøver vi at finde tilbage til ”basic”, og derfra finder vi ind i rytmen igen, og vi bliver mere solide og kommer bedre i kontrol, da Grindheim og TK kom ind i 2. halvleg. Kort efter får vi også 2-0-målet, og som sagt synes jeg, at vi vinder helt fortjent, sluttede cheftræneren.

Inden kampen var der blomster til klubbens to nye spillere, Kris Stadsgaard og Mustafa ”Mos” Abdellaoue, men mens Stadsgaard spillede hele kampen, blev der ikke spilletid til den norske angriber i denne omgang.

Før kampen blev Johan Wiland også behørigt hyldet, da TIPS Bladet overrakte ham Det Gyldne Bur som det synlige bevis på, at han også i 2011 blev kåret til Årets Keeper.

- Det er selvfølgelig fantastisk dejligt at få den anerkendelse for andet år i træk, men det er hele holdet, der har del i det, lød det med vanlig beskedenhed fra den svenske klassemålmand, der også i dag var sikkerheden selv og holdt buret rent for niende gang i denne Superliga-sæson.


Johan Wiland: Fantastisk opbakning

- Det var dejligt med den opbakning, vi fik fra de mange tilskuere i dag. Det er altid sjovere, når der er mange til kampene, og jeg håber de kommer igen, for det er vigtigt for os.


Martin Vingaard: Vigtigt med en sejr efter to uafgjorte

- Vi sluttede efteråret og indledte foråret med uafgjorte kampe, så derfor var det selvfølgelig ekstra dejligt med en sejr i dag. Jeg synes også, det er fortjent, selv om vi lavede alt for mange uprovokerede fejl i 1. halvleg. De får brudt vores rytme og opspil og kommer også selv til en del, men da først vi kom på 2-0, får vi lukket kampen og kørt bolden fint rundt frem mod slutningen.


Thomas Delaney: Vidste godt det ikke var mit mål

- Jeg vidste godt, det 2-0-målet ikke var mit... det er heldigt for os, at han (Lasse Vibe, red.) rammer Bryans frispark så uheldigt, at den snyder Nathan og går ind. Det var vigtigt for os at få det andet mål.


Lars Jacobsen: Vigtigt vi fik scoret inden pausen

- Dejligt at få 3 point igen. De stod meget kompakt, og vi havde svært ved at bryde dem ned, og den første times tid mister vi for tit bolden, når vi er på vej frem. Men det var vigtigt at vi fik scoret inden pausen.