Daniel Haarbo udlejes til FC Wil
F.C. København har udlejet Daniel Haarbo til FC Wil fra den næstbedste schweiziske række. Aftalen gælder for den igangværende sæson.
Daniel Haarbo har optrådt som anfører på F.C. Københavns U19-hold og fik sin seniordebut i Conference League gruppespillet sidste år mod Lincoln Red Imps. Han har trænet fast med førsteholdet og deltog også på de tre seneste træningslejre.
”Daniel er en talentfuld spiller, der har brug for at blive matchet på et godt seniorniveau,” siger sportsdirektør Peter Christiansen.
“Vi er derfor glade for, at vi nu kan følge hans udvikling i en veldrevet klub, der også er kendt for sit arbejde med unge spillere i Schweiz.”
“Vi ønsker ham held og lykke dernede og ser frem til at se ham tilbage i FCK næste sæson,” siger Peter Christiansen.
Daniel Haarbo ser opholdet i Schweiz som en spændende udfordring:
”Jeg kommer til at stå på egne ben og prøve en anden tilværelse end den, jeg er vant til i FCK.”
“Jeg ser frem til at spille seniorfodbold på fuld tid og blive matchet på et godt niveau i Schweiz, og jeg er sikker på, at det vil udvikle mig både som spiller og menneske,” siger Daniel Haarbo.
Alle i F.C. København ønsker Daniel held og lykke i Schweiz.