Deja vu i PARKEN
Gravgaard-comeback - og Grønkjær alligevel klarmeldt
Der var nye folk på tre af pladserne i den bageste kæde: Ulrik Laursen sad ude med en fiberskade, mens Pospech og Zanka startede på bænken, og i stedet var der comeback til Michael Gravgaard, der spillede i midterforsvaret med Mikael Antonsson, mens William Kvist indtog højre back-pladsen. Grønkjær var oprindeligt ikke med i truppen efter den meniskskade, han pådrog sig til træningen onsdag, men efter en nærmere undersøgelse meldte han sig klar og har indtil videre udskudt den sandsynlige knæ-operation til efter sæsonen.
Han indledte dog kampen på bænken, hvorfra han i 1. halvleg kunne se et tændt og veloplagt hjemmehold, der virkede 100 % opsatte på at lægge den seneste tids skuffelser bag sig. Der var især godt fart over kanterne, hvor Sionko og Kvist i højre side viste fin indbyrdes forståelse og kom til mange gode indlæg, mens Oscar Wendt flittigt bød sig til i venstre side, når den veloplagte Hutchinson søgte ind i banen. Silberbauer og Nørregaard sad også godt på den centrale midtbane, mens Allbäck og Nordstrand til gengæld havde lidt svært ved rigtigt at komme i gang.
Den første snes minutter blev det ikke til de helt store tilbud, men efterhånden fik Steffen Rasmussen & co. sved på panden. Både Sionko og Silberbauer havde udmærkede langskuds-forsøg, ligesom Oscar ved flere lejligheder slog nogle giftige indlæg fra venstre, som angriberne med lidt held havde fået ram på inde foran.
Hutch slog igen til mod AGF
Omkring den halve time var Oscar igen på færde og efter en kombination med Nordstrand spillede han Hutch helt fri i feltet, og canadieren satte sikkert bolden ved nærmeste stolpe med en venstre inderside. Dermed har han faktisk scoret i alle tre kampe mod AGF denne sæson, og statistikerne gned sig forventningsfuldt i hænderne, for de forrige to gange er det blevet til FCK-sejr uden århusiansk scoring..
Det lugtede da også af flere mål til hjemmeholdet. Oscar havde selv et nærgående forsøg, og da et Allbäck-hovedstød blev blokeret, fik både Hutch og Silberbauer gode muligheder på returboldene. Nordstrand selv fik både ét og to gode tilbud, hvor især det sidste burde have fordoblet føringen. Igen var Oscar ophavsmanden, men i helt fri position sendte 9’eren bolden lige på Steffen Rasmussen, og mestrene måtte lidt skuffende nøjes med 1-0, da Claus Bo Larsen fløjtede til pause.
Århusiansk chokudligning
Efter 1. halvlegs søde musik fik melodien hurtigt en anden lyd efter pausen... Efter 25 sekunder producerede AGF, der indtil da havde været meget sjældne gæster i FCK-feltet, en kæmpechance til Jesper Blicher, men i fri position flugtede han ned i græsset, så bolden studsede over mål. Og endnu inden minutviseren var nået hele vejen rundt smuttede Peter Graulund fra centerforsvaret og headede et indlæg fra Jerry Lucena i nettet fra kanten af det lille felt.
Den misvisende stilling burde kun have holdt et par minutter, indtil Hutch gled godt igennem i venstre side og lagde bolden på tværs til en totalt fri Sionko. Men en forsvarer nåede lige akkurat at kaste sig ned og parere tjekkens afslutning, der ellers havde kurs direkte mod netmaskerne.
Bortset fra sporadiske forsøg på jyske kontraløb stod der FCK på kampen, men efterhånden som halvlegen skred frem løb man mere og mere tør for de ideer, der kunne have nedbrudt den kompakte og helt forståelige AGF-defensiv. Den indskiftede Grønkjær kom af og til fri på venstrekanten, men ellers var der ikke samme tryk på kanterne som før pausen, og de sidste og afgørende driblinger lykkedes for sjældent.
Chancerne var der...
Selv om man godt kunne have forventet mere tryk, så kom spillede københavnerne sig trods alt frem til de store chancer, man kan forvente i sådan en kamp – problemet er bare, at de stadig ikke bliver udnyttet. Midt i halvlegen havde Nordstrand således et ganske godt tilbud, som han lobbede over Steffen Rasmussen og AGF-målet. Og ca. 10 minutter før tid fik William Kvist en endnu bedre mulighed, da han blev spillet helt fri i feltet, men AGF-keeperen nåede godt ud og parere. Og returbolden sparkede Sionko upræcist langt ved siden af det tomme mål.
Mod slutningen blev det lidt for krampagtigt til, at århusianerne for alvor blev sat under pres, men langt inde i overtiden lignede det alligevel et oplagt straffe til Grønkjær, da Budtz rev ham omkuld på baglinien. Men som det kører i øjeblikket blev man ikke synderligt overrasket over at den i øvrigt udmærkede Claus Bo Larsen lod spillet fortsætte, og selv et straffe skal jo stadig sparkes i kassen, før det giver bonus...
Dermed kunne AGF tage point med fra PARKEN for femte gang ud af de seneste seks besøg. Mestrene må til gengæld til at se i øjnene, at guldmedaljerne hænger i en temmelig tynd tråd, og at resten af sæsonen kan blive et spørgsmål om at sikre sig 2. eller 3. pladsen, der giver adgang til UEFA Cup’en næste år.