I starten af året lancerede vi en FCK-Årsquiz med 16 spørgsmål om 2016, som fordeler sig nogenlunde jævnt over året. Nu har vi fået afklaret tre af spørgsmålene:

Sælger F.C. København en spiller inden 1. marts?
Ja (Daniel Amartey), og det havde 85 % af deltagerne gættet.

Har F.C. København en mulig Superliga-debutant i den endelige 18 mands-trup mod Esbjerg den 28. februar?
Ja, vi havde hele tre: Robin Olsen, Erik Johansson og Aboubakar Keita. Og det havde 66 % gættet.

Bliver pokalkvartfinalen mod Randers FC afgjort a) efter ordinær spilletid, b) efter forlænget spilletid eller c) efter straffesparks-konkurrence?
Det blev som bekendt b, og det havde kun 3,5 % af deltagerne gættet på. Langt de fleste tippede, at kampen ville blive afgjort efter ordinær spilletid, mens kun 1 % troede på en afgørelse efter straffesparkskonkurrence - og den var jo heller ikke langt væk!

Alle kan stadig nå at vinde

Alt dette betyder, at der faktisk kun er 3 %, der stadig har mulighed for at gætte alle 16 spørgsmål rigtigt! Men fortvivl ikke, hvis du er blandt de andre 97 % - du kan stadig nå at vinde, selv om du skal krydse fingre for, at de andre 3 % fejler før eller siden.

De næste spørgsmål
Nogen vil helt sikkert stå af på det næste spørgsmål: ”Hvad bliver det officielle tilskuertal til Brøndby-kampen i Telia Parken den 17. april?” Alle svar tæller som korrekte, hvis de ligger inden for en margin på +/- 250 tilskuere, og gættene (blandt dem, der har gættet rigtigt på de tre første spørgsmål) svinger fra 3.900 til 45.000!

Herefter afgøres hele tre spørgsmål i maj: Hvem vinder DBU Pokalen, hvem bliver dansk mester, og hvilken FCK-spiller scorer flest mål i ALKA Superligaen i foråret. Her kan du se svarfordelingen blandt de ca. 1.000 besvarelser:

Pokalvinder
F.C. København: 940
AaB: 42
Brøndby: 10
Randers FC: 3
SønderjyskE: 3
AGF: 2
FC Midtjylland: 2

Dansk mester
FCK: 990
AaB: 6
FC Midtjylland: 6

FCK-forårstopscorer i ALKA Superligaen
Nicolai Jørgensen: 465
Federico Santander: 179
Andreas Cornelius: 158
Kasper Kusk: 149
Youssef Toutouh: 6
Bashkim Kadrii: 3
Mathias Zanka Jørgensen: 2
Benjamin Verbic: 1
Daniel Amartey: 1
Mikael Antonsson: 1
William Kvist: 1

Bortset fra Amartey kan alle teoretisk set nå at blive topscorer i foråret, mens andre gæt med sikkerhed er forkerte, da spillerne ikke er FCK-spillere. Men da quiz-fristen udløb i januar, var transfervinduet jo ikke lukket endnu, og det har måske fristet nogle deltagere til et par friske gæt:

Nicklas Bendtner: 13
Lukas Spalvis: 6
Rasmus Festersen: 3
Bruninho: 2
Morten Duncan Rasmussen: 1
Thomas Enevoldsen: 1
Rasmus Falk: 1
Teemu Pukki: 1

Næste status
Det bliver et par spændende måneder, først og fremmest på fodboldbanen, men forhåbentlig også i quizzen. Vi kommer med en ny status, når forårssæsonen er slut!