
Derby-fokus
Søndag kl. 14 venter kampen, alle F.C. Københavnere har set frem til i ugevis: årets første Superliga-Derby, hvor alt længe har været helt udsolgt. Vi anbefaler dog løbende at tjekke billet.fck.dk, da der stadig frigives enkelte pladser.
Ligesom til Derbyet i Mesterskabsspillet for et år siden er der ikke adgang for udefans, og derfor er der normale adgangsforhold til alle tribuner.
Find åbningstider og andre praktiske informationer her i Tilskuerinfo.
Med otte runder igen af sæsonen er Mesterskabsspillet tættere end længe, selv om FCK og FCM har henholdsvis otte og seks point ned til AGF og Brøndby. Men afstanden mellem top og bund er lige nu kun 12 point, hvilket er den laveste siden Superligaen gik fra 14 til 12 hold fra og med sæsonen 20/21.
Brøndby måtte kæmpe til det sidste for at sikre en plads i Top 6, men lagde stærkt ud med at vinde 2-0 i Herning og fulgte med at slå AGF 2-1 i mandags. Dermed har begge hold indledt Mesterskabsspillet med to sejre, og det bidrager til denne stilling inden søndagens kampe, hvor de øvrige opgør er AGF-FC Midtjylland kl. 16 og FC Nordsjælland-Randers FC kl. 18.
Mens der er garanti for en forrygende hvid og blå kulisse om kampen, er der flere spørgsmål om det sportslige. Dels kæmper begge hold med skader, og dels er der spørgsmålet om de taktiske formationer, der senest kom i fokus, da vi i søndags spillede 3-4-3 i Farum.
Til gengæld ligger det fast, at vi ikke har spillere i karantæne denne gang, efter at Gabriel og Hatzidiakos på skift har afsonet i de seneste runder.
Indbyrdes statistik
Vi har kun tabt ét af de seneste syv Derbyer hjemme og ude, og siden den forfærdelige stime på fire nederlag i træk i 2017-18, har vi vundet flere Derbyer end vi ikke har vundet: V14, U7, T6.
I Parken har vi dog haft sværere ved at vinde de sidste par år, for da vi vandt 3-1 i september 2024 var det den første hjemmesejr i fire Derbyer.
