Diks klar igen og håber på møde med barndomsklub
Efter han sad udenfor i forårspremieren mod OB er Kevin Diks fit for fight igen og forhåbentlig snart klar til kamp.
"Det føles godt! I går var min første hele træning med resten af holdet siden træningslejren, og det gik som det skulle. Jeg fik en mindre skade i Portugal i forbindelse med kampen mod Zenit, men jeg vidste godt, at det ikke var noget stort problem, bare et lille bump på vejen," siger Kevin Diks.
To skadespauser i træk
Den hollandske højre back gik også glip af de sidste kampe i efteråret, men den skade er han heldigvis kommet sig helt over også.
"Det var mit knæ, der drillede før jul og det tog lidt længere tid end jeg håbede, men min plan var hele tiden, at jeg skulle være 100% klar til sæsonstarten. Forhåbentlig var den her lille ekstra skadespause så det sidste setback - og nu gælder det om at finde formen, momentum og de sidste procenter igen. Men det er rart at være tilbage," siger Diks.
Håber på hollandsk modstand i Europa
Søndag venter en udekamp i Viborg, men allerede i dag fredag bliver der sat navn på modstanderen i 1/8-finalen i Conference League. Og Diks har en klar favoritmodstander:
"Jeg krydser fingre for, at vi trækker Vitesse! Det er min barndomsklub, og jeg voksede op der og spillede for dem i mange år faktisk. Så det kunne være rigtig sjovt at møde dem. De har en god træner og spiller attraktiv fodbold på en lidt anden måde, end vi er vant til at spille imod i Danmark. Der er jo ret gode chancer for, at vi får en hollandsk modstander, for vi kan jo også trække PSV. Et hollandsk hold kunne i hvert fald være sjovt at trække," lyder det fra Kevin Diks inden fredagens træning på Frederiksberg.
Der er lodtrækning til UEFA Conference League 1/8-finalerne fredag kl. 13.00.