Diks: PSV får det svært i Parken
Torsdag aften afgøres det, om vi eller PSV tager skridtet videre til kvartfinalen i Conference League, når Parken danner rammen for returkampen efter den vanvittige 4-4 kamp i Holland sidste uge.
For hollandske Kevin Diks er det specielt at møde sine landsmænd, men han kommer ikke til at være en venlig vært:
”Vores fans og Parken bliver et vigtigt element for os på torsdag," siger Kevin Diks.
"Vi ved, at PSV er et hold med stor kvalitet, men alle hold, der kommer til Parken på en europæisk aften, får det svært. Det gælder også for PSV.”
Vigtigt vi kan afgøre det i Parken
Diks fik selv et indhop i Eindhoven og spillede hele kampen mod FC Midtjylland søndag.
”Min form er på vej i den rigtige retning, og det var godt for mig at få en hel kamp senest."
"Jeg synes, at vi spillede en rigtig god kamp i det første opgør i Holland, og vi har skabt et scenarium, hvor det nu er 50/50, hvem der går videre."
"Det var målet med den første kamp, at vi skulle have muligheden for at afgøre det i Parken, og det lykkedes, så vi ser meget frem til at tage kampen op igen.”
>> Find din plads til PSV-kampen her
Skal ramme vores topniveau
Kevin Diks har et godt kendskab til torsdagens modstander fra sine år i hollandsk fodbold.
”PSV er en stor klub med en flot tradition både i Holland og i Europa," siger han.
"De har spillere med meget høj individuel kvalitet, så vi skal ramme vores topniveau igen for at matche dem. Derudover skal vi hente en masse energi og power fra tribunerne, og vi skal også give energi til dem, for den opbakning, vi har i Parken er på højeste internationale niveau, og det skal vi bruge på banen."
"Jeg tror meget på, at vi tilsammen kan skabe en stor opgave for PSV, og hvis vi rammer vores bedste, så har vi en god mulighed for at gå videre," siger Kevin Diks, der ser frem til igen at spille europæisk.
En fantastisk stærk trup
”En af grundene til, at spillere kommer til FCK, er disse muligheder for at spille mod nogle af de bedste hold i Europa. Man bliver virkelig presset til sit yderste og får mulighed for at vise, hvad man kan som hold og som spiller."
"Vi har en fantastisk stærk trup, hvor vi arbejder hårdt for hinanden, så det bliver fedt at gå på banen på torsdag igen,” siger Kevin Diks.