Dramatisk til det sidste!

Dramatisk til det sidste!

Det var årets sidste kamp – og det kunne man godt mærke. Ikke så meget på vejret og heller ikke på det udmærkede græstæppe, men mange af vores spillere virkede tydeligt slidte og manglede det sidste overskud til at udfordre og overraske. Men så havde vi andre strenge at spille på, og der blev leveret en upåklagelig arbejdsindsats gennem alle 90 minutter.

Heldigvis betød en lidt heldig scoring efter bare 10 minutter også, at vi fik et udmærket udgangspunkt for kampen, og der var da et par andre hæderlige muligheder før pausen. Men det blev relativt rodet, selv om vi kontrollerede spillet fint i store dele af halvlegen og ikke tillod AGF at komme til noget (bortset fra en korrekt underkendt Duncan-scoring). Selv Delaney slog vist en enkelt skævert i sin definitive afskedskamp, men vanen tro gik han forrest når det handlede om at kæmpe og fighte,

Efter pausen lagde hjemmeholdet bedst ud, men stadig uden at blive rigtigt farlige, og efterhånden fik vi styr på spillet og holdt dem mere og mere væk fra vores felt i en lang periode. Samtidig kom vi også til et par gode muligheder, blandt andet et par gange hvor Youssef sprudlede og diskede op med lækre detaljer og driblinger.

Otte minutter før tid ændrede kampen dog karakter! Erik Johansson kom tilsyneladende for sent i en tackling, men det så unægtelig ikke ud som om, der var kontakt. Men det kostede både hans andet gule kort og et straffe - som Robin dog på fornem vis snuppede fra Spelmann!

Men så var der ellers dømt AGF-pres de sidste små 10 minutter! Okore kom selvfølgelig ind for at sikre defensiven, men vi havde ryggen mod muren, lige ind til Tykgaard blæste i fløjten for sidste gang. Det holdt... og dermed et perfekt punktum for et fantastisk efterår!


Chancer:
FCK: 9. Corner kommer godt op til hjørne ved fjerneste stolpe, men rammer en forsvarer og går til hjørne (som fører til 1-0-målet)
AGF: 16. Duncan snitter bolden forbi Robin, men det annulleres for offside
FCK: 32. Godt forarbejde af Pavlovic i venstre side af feltet, men Corner når ikke frem til hans fine tværpasning tæt under mål
FCK: 60.: Zanka header godt på Augustinsson-hjørne, men Jovanovic redder oppe under overliggeren
FCK: 65.: Veloplagt Toutouh snyder flere mand i feltet, men hans afslutning blokeres
FCK: 65.: Ankersen følger op på returbold og hamrer mod mål, men flot pareret af Jovanovic
AGF: 83.: Robin Olsen redder straffespark fra Martin Spelmann - dømt mod Erik Johansson, der fik sit andet gule kort
AGF: 85.: Skudchance til indskiftede Bundu, men banker den over


Kampstatistik (1. halvleg i parentes):
Boldbesiddelse  47%-53%  (44%-56%)
Afslutninger   13-10  (4-5)
Skud på mål   2-3 (1-1)
Succesfulde afleveringer   71%-74% (73%-76%) 
Offside  2-0  (1-0)
Hjørnespark  4-7  (0-3)
Frispark begået  21-15 (12-7)
Indlæg  34-20 (9-13)
(Kilde: superliga.dk)



Søndag den 11. december 2016, kl. 16.00 på Ceres Park & Arena. Alka Superligaen, 21. runde

AGF-F.C. KØBENHAVN 0-1 (0-1)

10.: 0-1 selvmål, Alexander Juel Andersen – Gregus samler clearet bold op uden for feltet og trykker af, og den ændrer helt retning og snyder keeperen undervejs

9.114 tilskuere. Dommer: Michael Tykgaard

Advarsler: 25.: Ludwig Augustinsson, 34.: Erik Johansson, 81.: Erk Johansson
Udvisning: 81.: Erik Johansson

F.C. København:
31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 5 Erik Johansson, 3 Ludwig Augustinsson – 33 Rasmus Falk (68.: 6 William Kvist), 16 Jan Gregus (90+1.: 2 Tom Høgli), 8 Thomas Delaney (anf.), 24 Youssef Toutouh – 23 Andrija Pavlovic (83.: 26 Jores Okore), 11 Andreas Cornelius

Ikke benyttet: 1 Stephan Andersen, 17 Kasper Kusk, 35 Aboubakar Keita, 37 Julian Kristoffersen.

AGF:
26 Aleksander Jovanovic – 2 Dino Mikanovic, 3 Niklas Backman, 5 Alexander Juel Andersen, 18 Jesper Juelsgård – 6 Björn Daniel Sverrison – 11 Danny Olsen (63.: 7 Stephan Petersen), 8 Mustafa Amini (79.: 19 Mustapha Bundu), 10 Martin Spelmann, 16 Christopher Okonomidis (69.: 9 Kasper Junker) – 13 Morten Duncan Rasmussen (anf.)
   
Ikke benyttet: 1 Steffen Rasmussen, 14 Jens Stage, 20 Elmar Bjarnason, 28 Dzhamaldin Khodzhaniazov


Holdene:
FCK havde én ændring fra Brugge i tirsdags: Jan Gregus startede i stedet for William Kvist.
AGF havde to ændringer i forhold til 1-0-sejren i Midtjylland: Sverrison og Olsen startede i stedet for Jens Stage og Elmar Bjarnason.