Onsdag spillede FCN 1-1 mod AGF

Driller FCN igen i sølvkampen?

Søndag kl. 19 mødes de to klubber, der har taget færrest point i slutspillet, men som de fleste nok ved, står der rigtig meget på spil for F.C. København.

Om medaljerne er af sølv eller bronze betyder måske ikke så meget, men det gør billetten til Europa League-kvalifikationen, hvor nr. 2 først indtræder i Q2 den 17. september, mens nr. 3 først skal spille dansk playoff på onsdag om retten til at indtræde i Q1 den 27. august.

FC Nordsjælland i 3F Superligaen
Vi spillede 1-1 i Farum i første runde af slutspillet, og en uge efter hentede FC Nordsjælland deres hidtil eneste sejr i slutspillet, da de vandt 4-0 i Aalborg. I hele Superligasæsonen har de i øvrigt ikke vundet en udekamp uden for Jylland, men seks gange er de rejst sejrrigt hjem fra fastlandet.

Vi har slået FC Nordsjælland to gange i Telia Parken denne sæson: 3-1 i 3F Superligaen i august, og 4-1 i Sydbank Pokalen i oktober. FCN har kun vundet fire ud af 29 kampe i Telia Parken, men to af dem var dog så sent som i 2017 og 2019.

Vi har også mødtes to gange i Farum, hvor vi vandt 1-0 i december og som nævnt spillede 1-1 i slutspillet.

Her kan du gense højdepunkterne fra sæsonens første møde, som Pieros afgjorde med to mål to minutter.

FC Nordsjælland-holdet
Peter Vindahl Jensen har taget over i målet efter Nicolai Larsen, der ikke har stået, siden vi spillede 1-1 i Farum den 14. juni, og han skifter efter sæsonen til Guingamp, hvor han allerede har fået lov at rejse ned.

Den bageste firekæde består normalt af Mads Døhr, Kian Hansen, Ulrik Yttergaard og Ivan Mesik, men sidstnævnte har karantæne og er ude for første gang, siden han debuterede efter coronapausen. Yttergaard spillede pladsen før ham og kan være et bud på en afløser, hvor Maxwell i stedet spiller centralt, som han også har gjort i to af de seneste fire kampe i stedet for Kian Hansen. Abdul Mumin har ikke været med i et stykke tid, men er også kun på kontrakt til og med denne sæson, så det tyder på, at han ikke ønsker at forlænge.

På midtbanen har Mohammed Kudus ikke spillet, siden han skrev under med Ajax, mens Damsgaard – der allerede i vinter skrev med Sampdoria fra næste sæson – stadig spiller de fleste kampe, enten på midten eller i angrebet. Magnus Kofod centralt og Diomande i venstre er stort set faste startere, mens flere har på skift spillet i højre, bl.a. Tochi og Jacob Steen.

I angrebet er det længe siden, FCN er startet med de samme to gange i træk. Atanga er startet de sidste tre gange, og senest var det med Sadiq og Rygaard, men ellers er Damsgaard normalt startet, ligesom Kamaldeen har fået en del starter efter tidligere at være brugt mest som indhopper.

Da FC Nordsjælland i onsdags gav os en ny sølvchance ved at spille 1-1 mod AGF, startede de med disse 11:

38 Ibrahim Sadiq, 7 Mikkel Rygaard, 35 Isaac Atanga
43 Mohammed Diomande, 8 Magnus Kofod Andersen, 45 Tochi Chukwuani
25 Ivan Mesik, 3 Ulrik Yttergaard Jenssen, 4 Kian Hansen, 2 Mads Døhr Thychosen
28 Peter Vindahl Jensen

 

 
unibet logo

Golden Facts - præsenteret af Unibet 

F.C. København har scoret over 1,5 mål i 10 af deres seneste 13 hjemmekampe
-> FCK over 1,5 mål: odds 1,46

Der er scoret over 2,5 mål i 8 af F.C. Københavns seneste 11 kampe mod FCN
-> Over 2,5 mål: odds 1,50

Se flere golden facts

Spil med omtanke.
18+. Regler og vilkår gælder. 
Stopspillet.dk.
Rofus.nu.