En festlig bustur fra Viborg til København
Der var stor lettelse og glæde i FCK-lejren, da dommer Morten Krogh fløjtede af i Viborg efter lidt over 12 tillægsminutter - forståeligt, for det holdt hårdt, men med 2-1-sejren sikrede vi muligheden for selv at afgøre det hele i Parken på sidste spilledag.
“Vi glæder os rigtig meget over den her sejr, men her hvor de stadig spiller i Brøndby, så er vores mindset udelukkende på, at vi først skal gøre arbejdet færdigt på søndag i Parken mod Randers," sagde Jacob Neestrup bagefter.
Da vidste han godt, at Brøndby tidligt var kommet foran 1-0 mod FC Nordsjælland, og mens han blev interviewet live i Discoverys udendørsstudie, så viste de på skærmen, at Brøndby øgede til 2-0.
Cheftræneren holdt sig dog konsekvent til at lade tingene gå sin gang, men spillerne havde sværere ved at holde masken, når pressen spurgte, om de fulgte med i den anden kamp. Selvfølgelig gjorde de det… det gjorde vi allesammen.
Men man behøver jo bare vende blikket mod pinsens afgørende kampe i 1. og 2. Bundesliga for at blive mindet om, hvor grusom skæbnen kan være, når man begynder at juble for tidligt…
Men stemningen var naturligvis god, da spillerne satte sig i FCK-bussen lidt over kl. 19, og mens de sad og ventede på, at alle var klar til afgang, så øgede Brøndby til 3-0.
Bussen kom afsted ved 19.30-tiden, da Nordsjælland reducerede til 3-1, men da Brøndby kort efter kom på 4-1, så besluttede man at holde ind ved den nærmeste tankstation.
Den plan havde vi haft i baghånden, for hvis og hvis… men det var jo bare ikke til at vide på forhånd, hvor langt FCK-bussen ville nå, før der i givet fald var en anledning til at tanke op, så der kørte en længere kortege af mediebiler i halen på FCK-bussen.
Det blev Circle K-tanken i Knudstrup - ca. en halv times kørsel syd for Viborg - der fik lidt ekstra omsætning og omtale, da spillerne pludselig væltede ind for at hente forsyninger til resten af turen hjem til Hovedstaden.
Da manglede der stadig nogle minutter i Brøndby, hvor det til sidst blev 5-1, og så kunne alle give slip på tøjlerne og feste til den store guldmedalje!
Da bussen nogle timer senere nåede København, var der inviteret til spontan guldfejring på Frederiksberg Rådhusplads, hvor ca. 2.000 fans mødte op og satte stemningen med en forrygende hyldest af de danske mestre.
Herefter fortsatte spillerbussen ind til Parken, hvor de ansatte havde samlet sig med et koldt og dejligt udvalg af Carlsberg-produkter, og spillerne fik et lækkert måltid i vores nye flotte restauranter, The Terrace og Copenhagen.
Siden fortsatte mange ude i det københavnske natteliv, men mon ikke der også er kræfter tilbage på søndag til den helt store festforestilling i Parken, når medaljerne skal om halsen, og mesterskabstrofæet løftes for 15. gang!