Engelsk dommer onsdag aften

Engelsk dommer onsdag aften

OM DOMMERNE 
Dommer: Michael Oliver (ENG) 
Linjedommere: Gary Beswick (ENG) og Simon Bennett (ENG)
Mållinjedommere: Craig Pawson (ENG) og Jonathan Moss (ENG)
4. dommer: Ian Hussin (ENG) 

Michael Oliver er blot 31 år gammel, og han fik sin debut i Premier League allerede som 25-årig, hvilket betyder, at han pt. er i gang med sin 7. sæson i den bedste engelske række. Internationalt er Michael Oliver blevet betroet opgaver i UEFA- og FIFA-regi siden 2012. 

To af Michael Olivers tre kampe med dansk deltagelse har været med F.C. København, og den seneste af de to kampe var rent faktisk Club Brugge KV mod F.C. København tilbage i 2014 – en kamp der også blev spillet i Belgien. Det var kampen hvor Daniel Amartey bragte F.C. København foran 1-0 på et drømmehug i 89. minut, men hvor det desværre lykkedes for belgierne at udligne et par minutter inde i tillægstiden. 

Den første gang Michael Oliver dømte F.C. København var i 2012, her sikrede scoringer af Santin og Gislason F.C. København en 2-1-sejr på udebane over Molde FK. Michael Oliver har alt i alt dømt danske hold tre gange i Europa, udover de to FCK-kampe, dømte han i efteråret 2013 Esbjerg fB’s udekamp mod IF Elfsborg, en kamp esbjergenserne vandt 2-1. 

Dansk status med Michael er derfor tre europæiske kampe, alle udekampe, ingen nederlag men en uafgjort og to sejre. 

F.C. KØBENHAVNS EUROPÆISKE TOPSCORERLISTE 
6 mål, Andreas Cornelius 
4 mål, Federico Santander 
2 mål, Andrija Pavlovic 
2 mål, Rasmus Falk 
2 mål, Thomas Delaney 
1 mål, Jan Gregus 
1 mål, Mathias ’Zanka’ Jørgensen 

F.C. København har også nydt godt af selvmål fra både Crusaders FC og Club Brugge KV. 

KAMPDATOEN 7. DECEMBER 
F.C. København har spillet en enkelt europæiske kampe på datoen ”7. december”, men det gik til gengæld rigtig godt. Det var i 2010, hvor F.C. København hjemme i Telia Parken slog Panathinaikos med 3-1. De tre danske mål blev scoret af Martin Vingaard, Jesper Grønkjær og Djibril Cissé (selvmål). Grækernes enlige træffer blev sat ind af Cédric Kanté i kampens tillægstid. Sejren betød, at F.C. København endte på 2. pladsen og gik videre til forårets 1/8-finaler i Champions League. 

Derudover har F.C. København spillet fire Superligakampe på datoen ”7. december”. Alle fire kampe endte med FCK-sejr, og det med en sammenlagt målscore på 12-3. 










KARANTÆNE-INFORMATION 
Der blev uddelt seks gule kort i hjemmekampen mod FC Porto, og de blev delt helt ligeligt mellem de to klubber. Hos F.C. København fik William Kvist, Ludwig Augustinsson og Benjamin Verbic gult kort, men da ingen af dem havde fået kort tidligere i gruppespillet, er ingen af de tre spillere i karantænefare. 

Den eneste FCK’er der skal passe på er Zanka, for med to gule kort fra tidligere, er han blot en enkel advarsel fra en fridag. Kvist, Augustinsson, Verbic og Gregus er alle to gule kort fra en karantænedag. 

Som det kan udledes af ovenstående, har F.C. København ingen spillere i karantæne. Det samme er tilfældet for Club Brugge KV, og de kan glædes over, at have Rudy Vormer tilbage I truppen, efter at han sad udenfor med karantæne i deres seneste kamp mod Leicester City FC.

Karantænereglerne i UEFA Champions League ganske kort: 
En spiller får den første karantænedag efter tre gule kort (givet i tre forskellige kampe), og efterfølgende karantæner falder efter et ulige antal gule kort. 

Får en spiller et rødt kort i en kamp, enten direkte rødt eller efter to gule kort, vil spilleren normalt skulle afsone en spilledags karantæne. Antallet af karantænedage kan dog ændres, alt afhængigt af forseelsens karakter. 

EUROPÆISKE FACTS 
F.C. København har spillet 167 kampe i de europæiske turneringer. 68 opgør er vundet, 40 er endt uafgjort og 59 kampe er tabt. Målscoren er 240-204 i F.C. Københavns favør. 

Ud af de 167 europæiske kampe har 83 været på udebane. Her er 27 kampe vundet, 23 sluttet uafgjort og 33 kampe er tabt. Målscoren er 107-112. 

Det er 4. gang, at F.C. København kommer til at spille europæisk fodbold efter nytår. De tre første gange var i foråret 2009 (mod Manchester City FC), 2010 (mod Olympique Marseille) og i 2011 (mod Chelsea FC). 

F.C. Københavns pointtotal de tre første gange de var i gruppespillet i UEFA Champions League: 
2006/07: 7 point (2V-1U-3T) 
2010/11: 10 point (3V-1U-2T) 
2013/14: 6 point (1V-1U-4T) 

Hvor F.C. København i Alka Superligaen har scoret flest mål i 1. halvleg, tegner der sig et lidt anderledes billede i Champions League. Her er der scoret otte mål i 1. halvleg mod 12 mål i 2. halvleg. 

F.C. Københavns 20 mål i Europa i denne sæson er fordelt på fem mål med højrefoden, seks mål med venstrefoden og ni mål på hovedstød.

>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet