Esbjerg: Fra tredjebedst til næstsidst
Sidste sæson vendte Esbjerg flot tilbage til 3F Superligaen og vandt bronzemedaljer, men denne sæson har det knebet med at få de nødvendige resultater.
For et år siden lå de på en delt 3. plads med 18 point efter de første 12 runder, men i år har de kun halvt så mange point, og det placerer dem på næstsidste-pladsen.
Ser vi kun på formtabellen for de seneste fem Superligarunder har Esbjerg dog samme resultater som os: 1 sejr, 1 uafgjort og 3 nederlag.
Otte af Esbjergs i alt ni point er hentet på hjemmebane, og det sidste point kom først i den seneste udekamp i AC Horsens for to uger siden, da Kauko udlignede til 1-1 på straffe i 6. minut af tillægstiden. Det var også deres første mål på udebane i denne sæson.
I holdets seneste kamp hjemme mod SønderjyskE faldt deres scoring også først i tillægstiden, hvor Yakovenko reducerede til 1-2.
I den anden ende af banen har Esbjerg kun holdt nullet én gang, da de hjemme slog Lyngby 1-0. Otte af de i alt 19 mål, de har lukket ind, er i øvrigt faldet i det sidste kvarter af 1. halvleg.
Jeppe Højbjerg, Daniel Anyembe og Pyry Soiri har fået fuld spilletid i alle Esbjergs 12 Superligakampe, men 11 spillere har mindst 10 kampe, mens det kun er 7 FCK-spillere der har nået 10 kampe.
Senest mod SønderjyskE stillede Esbjerg således op:
9 Adrian Petre
11 Pyry Soiri, 26 Mathias Kristensen
6 Lasha Parunashvili, 7 Joni Kauko, 8 Rodolph Austin
14 Jesper Lauridsen, 5 Markus Halsti (anf.), 25 Jeppe Brinch, 40 Daniel Anyembe
16 Jeppe Højbjerg
Når Mikkel Redder fløjter sin første FCK-kamp i gang søndag eftermiddag kl. 16, må esbjergenserne undvære Rodolph Austin, der har karantæne.