Mohamed Daramy

Esbjergs hjemmekampe i efteråret var ofte tætte

Tre sejre i 20 kampe og tre point ned til Silkeborg på sidstepladsen. Det er vilkårene for Esbjerg inden en spændende forårssæson, som ender med at tre hold må forlade Superligaen.

Esbjerg har hentet ni point på hjemmebane, hvilket svarer til 69,2 af deres samlede pointhøst på 13. Kun Randers FC henter procentvis flere point på hjemmebane (73,3), mens vi til sammenligning har hentet præcis lige mange point hjemme og ude (2 x 23 point).

Randers FC er dog pudsigt nok de eneste, der har vundet ”stort” i Esbjerg denne sæson (3-0), mens Esbjergs øvrige hjemmekampe har været tætte: fire ét-måls-nederlag, tre uafgjorte, en ét- og en to-måls-sejr.

Esbjerg endte dog efteråret med at tabe tre af deres fire sidste hjemmekampe - og det var det samme antal hjemmenederlag, som i de 20 foregående. Hvilket selvfølgelig også hænger sammen med den succesfulde 2018/19-sæson, der endte med bronzemedaljer.

Esbjergs pre-season
3-4 mod Kolding IF
1-4 mod FC Midtjylland
2-2 mod FC Fredericia
0-1 mod FC Orenburg (træningslejr i Tyrkiet)
0-2 mod FC Slovacko (træningslejr i Tyrkiet)

I den seneste testkamp indledte Esbjerg med: 1 Vito Mannone, 25 Jeppe Brinch, 8 Rodolph Austin, 20 Søren Reese,17 Kevin Conboy, 7 Joni Kauko, 38 Jacob Lungi Sørensen, 77 Ante Erceg, 12 Rafal Kurzawa, 10 Mohammed Dauda, 23 Yuriy Yakovenko

>> Falk: Der bliver tryk på fra starten

Til- og afgange
Afgange:
Adnana Tighadouini, kontraktudløb
Jesper Lauridsen, Randers FC
Mark Brink, Silkeborg
Mads Kikkenborg, FC Sydvest (lejeaftale)
Emil Ankersen, FC Sydvest (lejeaftale)
Simon Bækgård, Aarhus Fremad (lejeaftale)
Noah Nurmi, FC Inter Turku (lejeaftale)

Tilgange:
Kevin Conboy, Randers FC
Franz Brorsson, Malmö FF (lejeaftale)
Søren Reese, FC Midtjylland (lejeaftale)
Rafal Kurzawa, Amiens (lejeaftale)
Ante Erceg, Brøndby IF (lejeaftale)
Vito Mannone, Reading (lejeaftale)
Jeppe Schultz, FC Sydvest (lejeophør)

Conboy er vendt ”hjem” til Esbjerg, hvor han fik sit gennembrud fra 2008-11, hvorefter han rejste til Holland i seks sæsoner, inden Randers hentede ham i sommeren 2017.

Keeperen Mannone har et fint CV fra Atalantas akademi og fra Arsenal, hvor han fik en håndfuld kampe, men mest var udlejet til klubber som Hull og Sunderland, hvor han bl.a. var klubkammerat med Bryan Oviedo. Og sidste år spillede han sammen med Jan Gregus i Minnesota United. Esbjerg-cheftræner Lars Olsen siger, at han endnu ikke har lagt sig fast på, om Mannone eller Jeppe Højbjerg skal være førstemålmand i foråret.

Brorsson var ikke med, da vi mødte Malmö FF i Europa League, men både Reese, Kurzawa (da han var i FCM) og Erceg har vi før stået over for.

Der er kickoff i Esbjerg fredag kl. 19.00, og hvis du ikke tager med til Vestjylland, kan du følge kampen via TV3 Sport og Viaplay.