Europæisk gruppespil for 7. sæson i træk
af Torkil Fosdal
For syvende sæson i træk er F.C. København sikre på europæisk
gruppespil, men der venter endnu en svær hurdle i Play Off-runden, før
det bliver afgjort, om efteråret vil byde på Champions League eller
Europa League.
Cheftræner Ariël Jacobs var naturligvis yderst tilfreds
med det samlede avancement mod hans landsmænd fra Brugge:
- Resultatet i aften er meget vigtigt for klubben. Jeg vil ikke sige, at jeg har følt mig presset, men jeg har godt kunnet føle skuffelsen i klubben over ikke at kvalificere sig direkte til Champions League, og det forstår jeg udmærket. Jeg vil mene, at vi i dag reparerede mindst 70 % af det tab, men vi ved, at det stadig bliver svært at kvalificere os til Champions League-gruppespillet. Men det er vigtigt, at for både klubben og spillerne, at vi nu er sikre på som minimum at spille Europa League indtil december.
Lars Jacobsen blev af flere medier udpeget som ophavsmand til Brugges 1-0-mål i aften, og landsholdsbacken ville da heller ikke afvise, at han havde hovedet på bolden efter Jordi Figueras havde headet mod mål. Her på FCK.DK henholder vi os dog indtil videre til, at uefa.com officielt har krediteret Figueras for målet.
På fredag afgøres det hvem løverne skal møde i Play Off-runden, der afvikles den 21.-22. august henholdsvis den 28.-29. august. F.C. København er blandt de 5 hold, der er seedet i den særlige "afdeling" for ikke-mesterhold, og det ligger derfor fast, at modstanderen bliver et af følgende fem mandskaber: Lille (Frankrig), Malaga (Spanien), Fenerbahce (Tyrkiet), Udinese (Italien) eller Borussia Mönchengladbach (Tyskland).
Lars Jacobsen: Marginalerne på vores side
- Jeg synes, vi vinder helt fortjent, men vi har marginalerne på vores side i aften. De rammer godt nok stangen, men det er en bold, som Wiland tager 99 ud af 100 gange. Jeg ved ikke, om der var offside på det, de fik annulleret, men til gengæld mener jeg bolden var ude over linjen, inden de scorede til 2-1.
Nicolai Jørgensen: Sindssyg fedt!
- Det var sindssygt fedt, og det er noget jeg har ventet på, men at det lige skulle komme i dag havde jeg nok ikke forestillet mig. Men det var utrolig dejligt, også at få taget revanche for den helkikser, jeg havde kort forinden, hvor jeg ikke rigtig ramte bolden.
Check også FCK's officielle Facebook-side eller Twitter-profil (FCKobenhavn), hvor der er en lille video-snas med jubelscener fra løvernes omklædningsrum efter kampen.