F.C. København klager over behandlingen af fans i Sevilla
F.C. København har indsendt en klage til UEFA over behandlingen af vores medrejsende fans i Sevilla, der langt fra blev modtaget eller behandlet, som de skulle af de spanske myndigheder eller af sikkerhedspersonalet fra Sevilla FC.
F.C. Københavns fans opførte sig eksemplarisk før, under og efter kampen i Sevilla, men blev ved ankomsten til stadion behandlet utilstedeligt af de lokale myndigheder og sikkerhedspersonalet ved indgangene.
Der blev blandt andet udført potentielt ulovlige og blufærdighedskrænkende visiteringer af vores fans, og andre oplevede en grov behandling og urimelig mistænkeliggørelse.
Vi har de seneste dage indsamlet informationer om omstændighederne og har nu sendt en officiel klage til UEFA og opfordret dem til at undersøge omstændighederne bag en helt unødvendigt grov behandling af vores fans, der ikke gav nogen anledning til problemer i Sevilla.