F.C. København møder MyPa-47

F.C. København møder MyPa-47 fra Finland i 2. kvalifikationsrunde til Champions League. Det blev en realitet efter en samlet sejr på 2-0 til det finske mesterhold over walisiske The New Saints FC i Champions League kvalifikationens 1. runde.


Første opgør bliver spillet i PARKEN onsdag den 26. juli klokken 20.45 med returopgør i Finland ugen efter, onsdag den 2. august.

 

FCK.DK har kigget lidt på sæsonens første europæiske modstander:

 

Myllykosken Pallo-47 eller mere mundret MyPa-47 fra Finland er, som navnet antyder, stiftet i 1947. Klubben hører til i byen Anjalankoski lidt under 150 km øst for hovedstaden Helsinki På nær en enkelt sviptur op i den bedste række i 1970’erne, gjorde MyPa ikke det store væsen af sig før oprykningen til den bedste række i 1992. Allerede i den første sæson i landets bedste række, sluttede MyPa på en 4. plads og hjemtog den finske pokaltitel.

 

Siden 1992 har klubben spillet 14 sæsoner i den bedste finske række. Det har afstedkommet 3 pokaltitler og 9 medaljer: 3 bronze, 5 sølv og 1 guld. På trods af dette faktum er der ikke mange af MyPas spilleres navne, der vækker genklang udenfor de 1000 søers land. Med små 300 kampe og mere end 100 mål i den bedste finske række, er Saku Puhakainen alligevel en spiller det københavnske forsvar skal være opmærksom på. Holdet består af 24 spillere, hvoraf de 20 er finske, mens to er brasilianere og to er fra Paraguay.

 

Som forsvarende finske mestre har de ikke levet op til forventningerne i indeværende sæson. Med 11 afviklede runder ligger de placeret lige midt i tabellen, med 6 hold over sig og 6 hold under sig (der er 13 hold i den finske Veikkausliiga). Med den vigtige samlede sejr over TNS, er der dog håb om at selvtilliden vender tilbage til MyPa-spillerne.

 

MyPa mødte danske OB i kvalifikationen til UEFA Cup’en i 2002 men tabte sammenlagt 2-1. MyPa vandt 1-0 på hjemmebanen hvor brasilianeren Marco Manso, der stadig er i truppen, scorede. Desværre for finnerne tabte de 2-0 i Odense på et overtidsmål af Miti, der også havde scoret 1-0 målet.

 

Vidste du at:

  • Både Jari Litmanen og Sami Hyypiä har spillet i MyPa?
  • Der bor godt 17.000 mennesker i Anjalankoski?
  • MyPa ligger nummer 189 på IFFHS’ seneste klubverdensrangliste?
  • MyPa spiller sine hjemmekampe på Saviniemi med en kapacitet på 4067 tilskuere?
  • Mere end halvdelen af MyPas trup har spillet over 100 kampe i den bedste finske række?
  • Anjalankoski ligger tættere på den russiske grænse end på den finske hovedstad Helsinki?

 
Se mere på MyPa-47’s eget website – Klik her!