F.C. København sikrer sig Paul Mukairu
Den nigerianske offensivspiller, Paul Mukairu, er ny F.C. København-spiller, efter han har underskrevet en aftale til udgangen af 2025.
Paul Mukairu, der netop er fyldt 22 år, kommer fra tyrkiske Antalyaspor, hvorfra han var udlejet til belgiske Anderlecht i 20/21-sæsonen.
I sommer vendte han retur til tyrkisk fodbold, og nu er næste udfordring F.C. København:
PC: Giver os nye muligheder til offensiven
”Paul opfylder de ønsker, vi har haft til en kantspiller, fordi han med sin fart og én mod én evner giver os nogle andre redskaber og nye muligheder til offensiven," siger sportsdirektør Peter Christiansen.
"Paul har allerede prøvet en del i sin karriere i Tyrkiet, men ikke mindst i Anderlecht, som spiller i en liga, der kan sammenlignes i nogen grad med vores."
"I et godt og professionelt miljø i Belgien tog han nogle rigtigt flotte skridt i sin udvikling og beviste, at han kan spille under det tryk, der er i så stor en klub, og hvor forventningspresset ligner det, der er i F.C. København."
”Vi glæder os meget til at få Paul ombord og se ham bidrage her i København. Nu har vi en række interessante typer og muligheder til kanterne, og så er det op til Jess og staben at vælge,” siger Peter Christiansen.
Mukairu: Stolt og ydmyg over muligheden
Paul Mukairu har spillet 53 kampe for Antalyaspor, hvor det er blevet til otte scoringer, mens det blev til 29 kampe for Anderlecht med fire mål og fire oplæg til følge.
Han optræder primært som kantspiller, hvor han har spillet både til højre og venstre, og enkelte gange har han også optrådt som central angriber:
”Jeg er meget stolt og ydmyg over, at F.C. København har givet mig den her mulighed, som jeg vil gøre alt for at gribe," siger Paul Mukairu.
"Det er en stor klub med store ambitioner, som jeg vil arbejde hårdt for at indfri sammen med holdet. Jeg har set en masse video fra kampene, og jeg glæder mig især til at opleve Parken og den stemning, der er til kampene der."
"Først venter der en masse hårdt arbejde for at integrere mig på holdet og lære stilen og holdkammeraterne at kende, men jeg er virkelig begejstret og kan slet ikke vente på at komme ud til træning,” siger Paul Mukairu.
Thorup: Han kan skabe det uventede
Cheftræner Jess Thorup sætter disse ord på tilgangen af Mukairu:
”Han er en spændende og atletisk spiller, der kan lave det uventede og skabe muligheder på egen hånd med et fantastisk antrit og modet på at udfordre."
"Samtidig har han en god fysik i sit spil, og han giver os nogle andre strenge at spille på. Vi bliver farligere i dybden bag modstandernes forsvar, og vi får en spiller mere, der kan skabe chancer."
"Vi glæder os til at komme i gang med at arbejdet med ham,” siger Jess Thorup.
Paul Mukairu får trøje nummer 17 og tiltræder med det samme.
Spillerfakta
Navn: Paul Omo Mukairu
Født: 18. januar 2000
Position: Kantspiller
Tidligere klubber: Antalyaspor, RSC Anderlecht