F.C. København starter ”Bold i Byen”

bold i byen logo

FCK ønsker at gå forrest i at gøre fodbold til en central del af københavnernes hverdag og tage et medansvar i at skabe livskvalitet med gode rammer for sundhed og udvikling for københavnerne. Derfor lancerer vi nu Bold i Byen, som skal være med til at skabe en smittende begejstring for fodbold i København med opbakning fra blandt andre Københavns Kommune.

Bold i Byen samler alle de ikke-elitære fodboldaktiviteter, der allerede er og bliver udviklet i F.C. København. Projektet kommer til at drive og bygge ovenpå F.C. Københavns samarbejdsklubsprojekt, Blue & White Banner, der i dag tæller 43 klubber og godt 33.000 medlemmer, hvilket svarer til cirka 10 procent af alle registrerede fodboldspillere i Danmark. 

Samtidig kommer CPH Playday, der to gange om året er motionsdag for alle københavnske skolebørn samt en lang række andre projekter også til at høre under Bold i Byen, som får hovedsæde i Telia Parken med en nyansat projektkoordinator og en række engagerede medarbejdere til at drive det:

”Bold i Byen er et led i vores 2019+ strategi og løfter vores ambitioner på det her område markant. Vi vil gå forrest og bruge fodbolden som løftestang i byens udvikling og være en del af københavnernes hverdag, og her bliver Bold i Byen et centralt omdrejningspunkt for os,” fortæller COO i FCK, Katja Moesgaard.

”Gennem Bold i Byen vil vi være i daglig kontakt med tusindvis af københavnere i alle aldre eller fra første til sidste spark, om man vil. Vi vil også fortsat skabe events som Blue and White Banner Day på søndag, hvor tusindevis af medlemmer af vores samarbejdsklubber kommer til fodbold hos os og vores idrætsdag, CPH Playday, hvor vi tager medansvar for at bidrage til at få flere københavnere til at dyrke mere motion og få gode oplevelse med fodbolden som omdrejningspunkt,” siger Katja Moesgaard.

Hos Københavns Kommune ser man frem til at følge udviklingen af Bold i Byen:

“Jeg hilser det hjertelig velkommen, at FCK tager et aktivt og stort ansvar for at skabe interesse for breddeidræt og -fodbold i København. Det er mit mål som overborgmester, at så mange københavnere som muligt dyrker idræt i København og indgår i de fællesskaber, som idrætten tilbyder. Derfor er jeg også stolt af, der i min tid som overborgmester er afsat ca. 2 mia. kr. til nye idrætsfaciliteter,” siger overborgmester Frank Jensen (S) og fortsætter:
 
”Vi har et godt samarbejde mellem de københavnske skoler og FCK om blandt andet CPH Playday. Og at FCK nu udvider den frivillige indsats er meget positivt, og jeg håber, at det vil inspirere endnu flere til at komme ud og røre sig”.

”Jeg bakker op om ethvert initiativ, der bidrager til at flere unge får en aktiv hverdag, gode oplevelser og bliver en del af et positivt fællesskab. Det er glædeligt, at F.C. København med dette initiativ tager ansvar for breddefodbolden og viser, at de vil være byens hold – ikke bare af navn, men også gavn,” siger kultur- og fritidsborgmester i København Franciska Rosenkilde (Å).

Hos FCK er netop partnerskaber og samarbejder et afgørende element i udviklingen af Bold i Byen:

”Vi har allerede et stærkt samarbejde med Københavns Kommune, DBU København samt Paul Petersens Idrætsinstitut og vi er også meget åbne for flere nye partnere, der ønsker at være en del af Bold i Byen fremover, uanset om det er uddannelsesinstitutioner, virksomheder, fodboldklubber eller andre projekter”, siger Katja Moesgaard, der er COO i F.C. København.

Det helt centrale omdrejningspunkt for Bold i Byen bliver samarbejdsklubberne, som vil fortsætte og udvikles yderligere:

”En væsentlig pointe for os er, at det her er for alle københavnere. Vi har ikke et elitært mål med det. Vi vil selvfølgelig stadig fremme talentudviklingen og skabe den næste Thomas Delaney, Jonas Wind eller Mohamed Daramy, men det elitære arbejde sker i vores Talentafdeling og på DBUs Topcentre,” siger Talentchef i F.C. København, Sune Smith-Nielsen og uddyber: 

Bold i Byen handler om at skabe interesse og begejstring for fodbold for alle i byen og her føler vi, at vi har et ansvar for at bidrage med de erfaringer og evner, vi har omkring fodbolden, så endnu flere københavnere får endnu bedre oplevelser via fodbolden. Vi er allerede nu hver uge til stede i 10-15 skiftende klubber, som vi hjælper med at skabe gode børnemiljøer og træningskulturer, mens vores klubkonsulenter også hjælper med at bygge gode og bæredygtige klubber. Vi arbejder allerede nu med meget forskellige typer fodboldprojekter fra  de større og veletablerede klubber, over gadefodbold-projekter som Street Society, til vores samarbejde med DBU København om pigefodbold i de københavnske bydele, og vi er også åbne for nye typer ideer og projekter omkring udviklingen af fodbold i København,” siger Talentchef i FCK, Sune Smith-Nielsen. 

Hvis du har et projekt, som du mener kan være relevant for FCK at se på, så send gerne en mail til boldibyen@fck.dk 

>> Hør podcasten "Bold i byen" med Katja Moesgaard og Sune Smith-Nielsen
 

FAKTA OM BOLD I BYEN

Disse aktiviteter ligger nu i Bold i Byen:

-    Blue & White Banner: Samarbejdsklubberne

-    Blue and White Banner Day

-    CPH Playday

-    FCK Camp 

-    FCK Tour - se med fra vores besøg hos B1903

-    Pigefodboldprojekt med DBU København

-    Skolebesøg