F.C. København vil engagere sig i kvindefodbold
F.C. København vil engagere sig i kvindefodbold inden for de kommende fem år. Det er en del af strategien, ”Vi er København”, der fredag blev præsenteret i Parken.
”Alle fodboldspillere, uanset køn, skal kunne drømme om at spille for F.C. København og i Parken," siger direktør Jacob Lauesen.
"Derfor er det tid til, at vi engagerer os i kvindefodbold og skaber et hold, der kan spille under klubbens navn og logo. Det skylder vi kvindefodbolden i Danmark og de tusindvis af københavnske piger, der elsker fodbold, hvad enten de spiller i en af vores mange samarbejdsklubber eller kommer i Parken for at se FCK spille."
"Vi kan se, at dansk kvindefodbold står stærkere end nogensinde, og vi vil gerne bidrage aktivt til den videre udvikling” siger Jacob Lauesen.
FCK er i dag aktive omkring pigefodbold i København via klubbens mere end 50 samarbejdsklubber, hvor vi ugentlig deltager i træning for tusindvis af piger. Nu vil klubben bidrage med endnu mere.
”Vi forpligter os til at skabe FCK-kvindefodbold inden for denne strategiperiode, men vi kommer ikke til at sætte tidshorisont på, for vi vil ikke gøre det halvt eller med venstre hånd," siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.
"Det handler om at finde den rigtige model for det, og derfor er første skridt at ansætte en leder til at drive processen fremad, så FCKs kvindehold bliver skabt seriøst og ambitiøst."
"Det kan ske med udgangspunkt i flere forskellige konstruktioner og vi skal nu analysere os frem til den bedste model for FCK,” siger Sune Smith-Nielsen.
F.C. København er allerede i gang med at afdække licensregler og mulige samarbejdsaftaler og vil derfra finde den model, der passer bedst til klubben.