Ben Rosen

FCK ansætter Ben Rosen som ny fysisk træner

F.C. København har ansat engelske Ben Rosen som ny fysisk træner i klubben. Rosen kommer fra et job i Malmö FF og han har tidligere arbejdet med det danske landshold samt i Premier League-klubben Southampton FC.


30-årige Ben Rosen tiltræder den 28. august, hvor han bliver en del af et nyoprettet Physical Performance-team, der til dagligt ledes af Head of Physical Performance, David Cosgrave.

Optimering efter ekstern og intern analyse

”Vi har en ambition om at spille med verdens bedste, som vi lige har oplevet det med kampen mod Manchester United. For at have en realistisk mulighed for at opnå det, skal vi udvikle os og jagte alle små forbedringer, vi kan lave i hverdagen og i træningen. Derfor har på baggrund af både ekstern og intern analyse designet et nyt Physical Performance-program for at optimere alt, vi kan i forhold til spillernes fysiske formåen. Her kommer Ben til at spille en vigtig rolle,” fortæller Ståle Solbakken og giver det seneste medlem af FCK-staben denne beskrivelse:

Både nationalt og internationalt sigte

”Ben kommer med stor erfaring fra Premier League, det danske landshold og Malmö FF, hvor han har været med på internationalt niveau. Han er vant til at skulle håndtere og arbejde en trup, der skal præstere både nationalt og internationalt samtidig. Vi har brug for eksperter på alle positioner i klubben og i Ben får vi en kapacitet på sit område. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med ham,” siger Ståle Solbakken.

En stor opgave venter

Ben Rosen har som nævnt et indgående kendskab til både skandinavisk og dansk fodbold og ser frem til at arbejde for de 13-dobbelte danske mestre:

”Jeg anser det som et stort kompliment, at FCK er kommet til mig med den her mulighed. Alle kender klubbens meritter både i Danmark og ikke mindst i Europa, hvor man år efter år har sat København på fodboldlandkortet. Det er store sko, jeg skal fylde ud, og jeg skal sammen med resten af teamet forsøge at løfte det fantastiske stykke arbejde, der er gjort i klubben i mange år yderligere,” siger Ben Rosen og ser frem til sin første arbejdsdag på Nummer 10:

”Det er en stor opgave, som jeg ser frem til at tage hul på sammen med de mange virkeligt dygtige mennesker, der er i klubben og på holdet. Jeg glæder mig til at møde dem alle og komme i gang, og så håber jeg at kunne bidrage til, at klubben opnår en masse succes.”