FCK forlænger med Victor Kristiansen
Forleden fyldte Victor Kristiansen 18 år, og han kan nu fejre fødselsdagen med en ny kontrakt med FCK.
”Victor har været med hele vejen, lige fra han startede med at spille børnefodbold i KB. Det er altid en god historie for os, når vores egne talenter går hele vejen til førsteholdet, og det betyder meget for hele klubben. Han er en målrettet og moderne venstre back, der er dygtig både taktisk og fysisk, og utroligt dedikeret. Han har hele pakken, synes jeg,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.
En ægte FCK'er rykkes op
Kontrakten med Victor Kristiansen løber frem til 31. december 2023, og efter planen rykkes han op i førsteholdstruppen til sommer.
”Vi er rigtig glade for at Victor har takket ja til en forlængelse. Han er en ægte FCK’er, der har været i klubben siden han var helt lille. Så det er endnu et bevis på både det stærke arbejde i FCK Talent og vores overordnede plan om at skabe flere kvalitetsspillere selv, som er dygtige nok til at spille med på førsteholdet,” siger midlertidig sportslig leder i FCK, William Kvist.
”Spillemæssigt er Victor et rigtigt ’powerhouse’, som faktisk ligner en seniorspiller allerede, hvilket allerede han også har bevist til træning. Nu får han mulighed for at slå sit navn fast på mere permanent basis, og vi ser store perspektiver for ham fremadrettet,” siger Kvist.
To kampe på CV'et allerede
Victor Kristiansen fik debut i pokalkampen mod Avarta i oktober og har også fået spilletid mod SønderjyskE i Superligaen.
”Det er en rigtig stor dag for en spiller som mig, der har været i KB siden jeg var fire år gammel! Det har været fedt allerede at få lov at komme ind og snuse til førsteholdet i de indhop jeg har fået. Og det har kun givet mig endnu mere blod på tanden i forhold til at blive ved med at arbejde hårdt og udvikle mig så meget som muligt,” siger Victor Kristiansen.
Først fokus på U19
Han beskriver sig selv som en energisk venstre back, der elsker at løbe frem og tilbage med fuld knald på. Og han glæder sig over at fremtiden er i FCK:
”Nu skal jeg færdiggøre min uddannelse til sommer, og så fokusere fuldt ud på fodbolden derefter. Først og fremmest handler det om at holde fokus på mit sidste halve år på U19-holdet, men jeg er virkelig spændt på at blive en fast del af førsteholdstruppen. Det er dejligt at have fremtiden på plads.”