FCK henter Luther Singh
F.C. København har købt den sydafrikanske landsholdsspiller, Luther Singh, af S.C. Braga i Portugal. Han tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale til sommeren 2025 og får trøje nummer 7.
24-årige Singh var sidste sæson udlejet fra Braga til FC Pacos De Ferreira, der blev nummer fem i den bedste portugisiske række. Denne sommer var han en del af det sydafrikanske OL-hold ved legene i Tokyo.
Luther Singh, der er kantspiller, kom som 18-årig til GAIS i Sverige fra Stars of Africa akademiet, inden han i 2017 skiftede til S.C. Braga. Herfra har han været udlejet til GD Chaves, Moreirense FC og altså senest FC Pacos de Ferreira.
I alt er han noteret for 67 kampe i den bedste portugisiske række, hvor han har scoret 10 mål. Senest blev det til fem mål og fem assists for FC Pacos de Ferreira, der sidste sæson kvalificerede sig til europæisk fodbold.
Peter Christiansen: Stort offensivt potentiale
”Luther er en interessant spiller med et stort offensivt potentiale, hvor han med sin fart og evner en mod en kan være en afgørende spiller. Han kan spille på begge kanter og har en god afslutningsfod,” siger sportsdirektør Peter Christiansen
PC glæder sig til at få Luther Singh til København efter et længere tilløb. Han skulle have været her tidligere, men det trak ud med at få et visum. Senest har Udenrigsministeriet dog bidraget meget til at få papirerne i orden, så Singh endelig kan kalde sig FCK-spiller.
”Talentet har altid været stort, og han har udviklet sig godt, men han er ikke på sit maksimum endnu," siger Peter Christiansen.
"Vi mener, at vi kan løfte ham til at blive en profil i Parken, når han har vænnet sig til tingene. Samtidig er det er en fordel, at han kender Skandinavien og også har klaret sig godt i den gode ende af en stærk liga som den portugisiske."
Luther Singh: Det rigtige valg for mig
Luther Singh glæder sig til at blive en del af F.C. København:
”FCK har et fantastisk godt ry ude i Europa og ikke mindst i Sydafrika, hvor vi alle kender historien om Zuma, men også Elrio Van Heerden, der gjorde det fantastisk her," siger Singh.
"Jeg har kun hørt gode ting om klubben, og selv om jeg havde muligheder både i Portugal, England og andre ligaer, så er F.C. København det rigtige valg for mig."
”Jeg har været i Skandinavien før, så jeg kender mentaliteten, klimaet og den fysiske spillestil, der nogle gange kan præge kampene. Jeg går ydmygt til opgaven og ved, at det kræver hårdt arbejde at slå igennem her, men jeg ved, at jeg får dygtige holdkammerater og trænere omkring mig, så jeg glæder mig bare til at komme i gang,” siger Luther Singh.
Jess Thorup: Luther passer godt ind
For cheftræner Jess Thorup er tilgangen af Luther Singh en velkommen forstærkning til den offensive del af truppen:
”Vi har brug for fart og evner en mod en i den måde, vi spiller på, og her passer Luther godt ind."
"Han kan sætte folk af med sin speed og driblinger, og han har også evnerne til at indgå i den relationelle del af spillet og står for en del assists og involvering i chancer for sine holdkammerater."
"Nu ser vi frem til at få ham på træningsbanen og arbejde med ham, og så må vi se, hvornår han er klar til kamp,” siger Jess Thorup.
- - - - -
Fakta
Navn: Luther Singh
Født: 5. august 1997
Position: Kantspiller og angriber
Landskampe: 9 A-landskampe og 14 U-landskampe for Sydafrika.
Tidligere klubber: Stars of Africa, GAIS, S.C. Braga, GD Chaves, Moreirense FC, FC Pacos De Ferreira