FCK henter Michael Santos
F.C. København har købt den uruguayanske angriber, Michael Santos, fri af hans spanske klub, Malaga CF, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale til sommeren 2023.
26-årige Santos fik sin fodboldopdragelse i Atletico River Plate i hjemlandet, inden han i sommeren 2016 blev købt til spansk fodbold af Malaga CF.
Siden har han været udlejet til Sporting Gijon og senest Leganés i La Liga. I alt er det blevet til 30 kampe i den bedste spanske række og 36 kampe i La Liga 2.
- - - - - -
Ståle: Vi har rykket hurtigt
”Vi er ekstremt hårdt ramt med N´Doye og Jonas´ alvorlige skader, og det har gjort, at vi har valgt at rykke hurtigt for at sikre mere bredde og kvalitet som supplement til Pieros, Mo og Fischer helt fremme," siger Ståle.
"Det er godt, at vi har kunne rykke hurtigt på at få det på plads, så vi kan få glæde af Michael både på kort og langt sigt,” fortsætter Ståle og tilføjer, at processen er sat i gang med at få ham spilleberettiget i vores Europa League Playoff-kampe mod Riga FC.
Fulgt Santos i mere end et år
”Han er en dygtig forward og kommer med erfaring fra et meget højt niveau i Spanien, hvor vi har fulgt ham i mere end et år. Vi havde kig på ham allerede sidste sommer, men der kunne en handel ikke lade sig gøre. Vi er meget glade for, at det er lykkedes nu.”
Ny dimension i vores spil
”Han har et rigtigt godt antrit og gode afslutningsegenskaber med begge ben, og selvom han ikke er den højeste angriber, så er hans hovedspil rigtigt fornuftigt. Han er samtidig en ærgerrig spiller, som gerne vil først på bolden i feltet og meget gerne deltager i presset på modstanderen, som også er et vigtigt element for en FCK-angriber.”
“Vi ser altid langsigtet på det, når vi henter spillere ind, og Santos har nogle andre egenskaber end N’Doye og Jonas, så vi ser ham også som en ny dimension i vores spil, når de er klar igen,” slutter Ståle.
- - - - - -
Santos: Glad for denne mulighed
Michael Santos har spillet to landskampe for Uruguay og er i sin klubkarriere er noteret for 73 mål i 176 kampe på højeste niveau:
”Jeg er meget glad for denne mulighed! F.C. København er en internationalt kendt klub, som har lavet flotte resultater i de europæiske turneringer gennem mange år. Det er en klub, der spiller med om mesterskabet hver sæson,” siger Michael Santos og uddyber:
Kender Varela i forvejen
”Jeg har hørt masser af godt om klubben og kender selvfølgelig min landsmand Varela. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og bidrage til klubbens succes i fremtiden."
"I første omgang ser jeg frem til at møde mine nye holdkammerater og alle i klubben, og så skal jeg ellers bare arbejde hårdt for at lære spillestilen og klubben bedre at kende,” siger Michael Santos, der får trøje nr. 18.
- - - - - -
Fakta
Navn: Michael Santos
Født: 13. marts 1993.
Position: Angriber
Tidligere klubber: Atletico River Plate, Málaga FC, Sporting Gijon, CD Leganés.