FCK henter Mikkel Kaufmann fra sommeren 2020
F.C. København har fra sommeren 2020 sikret sig det danske angrebstalent, Mikkel Kaufmann, fra AaB på en aftale til sommeren 2025. Kaufmann spiller således sæsonen færdig for AaB.
Mikkel Kaufmann er netop fyldt 19 år og har i denne sæson spillet 17 Superligakampe og scoret 7 mål for AaB. Siden 2017 er han desuden noteret for 21 ungdomslandskampe med fem scoringer til følge:
”Vi synes, at Mikkel Kaufmann er en angriber med et stort potentiale, som vi kun lige er begyndt at se blive foldet ud for alvor," siger Ståle Solbakken.
"Han har gode fysiske forudsætninger, og han har i efteråret vist sine evner som målscorer for AaB. Han er langtfra færdigudviklet som fodboldspiller, men vi glæder os meget til at følge ham i foråret, hvor vi er overbeviste om, at han vil tage yderligere skridt i sin udvikling i et godt miljø på et stærkt AaB-hold, inden han rykker til København, hvor vi ser frem til at arbejde sammen med ham"
”Det er sandsynligt, at der sker nogle justeringer i vores trup til sommer på angrebspositionen, og vi vil gerne være godt forberedt. Vi ser som sagt et stort potentiale i Mikkel, og vi er glade for, at han er klar til at træde ind til sommer og sikre, at vi allerede nu har en dygtig ung spiller i truppen på den position på plads til næste sæson,” siger Ståle Solbakken.
Mikkel Kaufmann spiller altså sæsonen færdig for AaB, der er på sjettepladsen i 3F Superligaen før foråret:
”Jeg vil først og fremmest gøre alt, jeg kan for AaB resten af sæsonen, hvor vi kæmper for en plads i Top 6 og stadig er med i Sydbank Pokalen. Jeg skylder klubben at have hele mit fokus der og først bruge energi på FCK til sommer,” siger Kaufmann og fortsætter:
”Der skal være tre tilfredse parter i sådan en handel, og det føler jeg, at der er. Jeg er meget glad for at være i AaB, men FCK er en international fodboldklub, der altid spiller med om titlerne og i de europæiske turneringer."
"Det bliver en kæmpe udfordring for mig at prøve mine evner af i en klub af den størrelse og med de ambitioner, men jeg ser frem til det, når vi kommer så langt. Nu gælder det i første omgang foråret for AaB,” siger Mikkel Kaufmann.
FAKTA:
Navn: Mikkel Kaufmann Sørensen
Født: 3. januar 2001
Position: Angriber
Tidligere klubber: AaB og Hjørring IF