F.C. København har etableret et samarbejde med Det Runde Bord, der sikrer, at overskudsmad fra vores kampe bliver delt ud til udsatte i København.
Det Runde Bord formidler gratis overskudsmad via innovative løsninger og har siden opstart sendt millioner af måltider ud til mere end 150 forskellige omsorgssteder. Hovedfokus er på mennesker med hjemløshed, problematisk forbrug af rusmidler samt psykiske og sociale problematikker.
Fra og med kampen mod FC Midtjylland har F.C. København pakket overskudsmaden fra buffeterne i de forskellige lounges i portionsæsker, når buffeterne lukker. Herefter fragtes det i samarbejde med ”Det Runde Bord ud til hjemløse og andre udsatte rundt om i København.
”Vi er meget glade for det her nye samarbejde, der sikrer, at nogle af byens mest udsatte mennesker får en håndsrækning i form af et gratis måltid, mens vi samtidig nedbringer madspillet markant,” siger Brian Månsson, Director of Venue i Parken.
”Tiltaget er også et led i vores ”Vi er København” strategi, hvor et af fokusområderne er at blive en større del af byen og tage et ansvar for den,” tilføjer Brian Månsson.
Der er allerede delt godt 700 måltider ud, mens flere altså kommer til efter vores kampe mod Dortmund og Lyngby.
Du kan læse mere om Det Runde Bord her.