FCK’ere i nationaldragten

Tirsdag eftermiddag satte landstræner Morten Olsen navne på de første 15 spillere i den danske landsholdstrup, som fredag eftermiddag vil blive suppleret af yderligere fem-seks spillere efter de danske og udenlandske klubbers europæiske kampe onsdag og torsdag aften.

 

F.C. Københavns Jesper Christiansen er med i den trup, der onsdag den 20. august spiller mod Spanien i PARKEN i en venskabskamp. De tidligere FCK’ere, Lars Jacobsen, der i øjeblikket er klubløs, men træner med Byens Hold samt Christian Poulsen, er i øvrigt også udtaget.

 

Sverige skal samme dag spille mod Frankrig i en jubilæumskamp på Ullevi i Göteborg, og her er Peter Larsson og Oscar Wendt blevet udtaget. F.C. Københavns kommende målmand, Johan Wiland, er i øvrigt også udtaget til Sveriges trup.

 

Zdenek Pospech får sig en oplevelse, da den hurtige højre back er udtaget til Tjekkiets landskamp mod England den 20. august på Wembley. Libor Sionko var også udtaget, men grundet en forstrækning sidder midtbanespilleren over.

 

Sidst men ikke mindst skal Atiba Hutchinson i aktion for Canada, der samme dag som de øvrige møder Jamaica i Toronto.