FCM har ikke tabt siden sidst vi mødte dem
For anden gang i denne sæson tørner vi sammen med FC Midtjylland, og går det lidt som sidste gang, kan publikum og seerne godt glæde sig! Kampen bød på på syv træffere i en meget underholdende affære - og nok lidt mere underholdende for os, da vi vandt 4-3.
Vores kampe mod FC Midtjylland i Superligaen
Kampe | V | U | T | Målscore |
Hjemme | 18 | 5 | 4 | 60-32 |
Ude | 10 | 6 | 10 | 40-33 |
I alt | 28 | 11 | 14 | 100-65 |
I førnævnte målorgie bragte Pieros og Verbič os tidligt foran 2-0, men omkring den halve time lynede midtjydernes Filip Novák og Rasmus Nissen to gange med tre minutters mellemrum. Efter pausen lavede vi det samme trick, da Verbič og Zeca hurtigt efter hinanden øgede til 4-2. Nicolaj Thomsen kom også på måltavlen, men desværre med et selvmål i det 89. minut. Tættere på det kom FC Midtjylland ikke, og dermed kunne vi juble over en 4-3 sejr. Til gengæld har midtjyderne ikke tabt en turneringskamp siden!
Status på FC Midtjylland
FC Midtjylland har fået en række udlejede spillere retur, men har også hentet gambianske Bubacarr Sanneh i AC Horsens, ukraineren Artem Dovbyk i Dnipro samt lejet Erik Sviatchenko i Celtic FC.
FC Midtjylland har dog også sagt farvel til en lang række spillere, og de mest prominente er nok Andre Rømer (skiftet til OB), Jonas Borring (skiftet til AC Horsens), Filip Novak (skiftet til Trabzonspor), Simon Kroon (udlejet til SønderjyskE) og ikke mindst Rasmus Nissen der er skiftet til AFC Ajax og norske Alexander Sørloth, der udskiftede Herning med Crystal Palace i Premier League.
På banen kom FC Midtjylland resultatmæssigt godt fra land i forårets første Alka Superligakamp. Her mødte de på udebane AC Horsens, og efter blot syv minutter bragte Paul Onuachu midtjyderne foran. Bo Henriksens gule fare havde adskillige muligheder for at udligne føringen, men det lykkedes ikke - og i kampens tillægstid slog FC Midtjylland kontra, og her kunne den 20-årige nigerianer - og Superligadebutant - Frank Onyeka endeligt lukke kampen med sin scoring til 2-0. Eneste minus for FC Midtjylland i den kamp var nok, at Paul Onuachu skadet måtte lade sig udskifte, men han skulle være klarmeldt til kampen på søndag.
Med sejren over AC Horsens forsvarede FC Midtjylland 1. pladsen, hvor de efter de første 20 runder har 47 point. De er kommet i hus via 15 sejre, to uafgjorte og tre nederlag.
FC Midtjylland er et point foran Brøndby IF på 2. pladsen og har otte point ned til FC Nordsjælland på 3. pladsen.