Spillerne fejrer guldet efter 1-0 i Brøndby i maj 2007

Fem flashbacks: Vores første fem 1-0-sejre i Brøndby

I år fylder F.C. København 30 år, så vi vender af og til et par sider i vores historiebog - og tager denne gang fem flashbacks i form af vores fem første 1-0-sejre i Brøndby.

Søndag den 8. august 1993, kl. 18.30 – 2. spillerunde
BRØNDBY-FCK 0-1 (0-1)

4.: 0-1 Christian Lønstrup
14.460 tilskuere

>> Gå til kampsiden

Efter at have tabt alle sommerens fire TOTO Cup-kampe indledte vi vores anden Superligasæson fint med en hjemmesejr over AGF, inden sæsonens første Derby ventede allerede i anden runde. Brøndby havde også vundet sæsonpremieren (2-1 over Viborg), så der var tale om et tidligt topbrag.

Det er i øvrigt kun sket tre gange, at Derby har ligget så tidligt på sæsonen - de andre gange var i efteråret 1996 og efteråret 2020.

Christian Lønstrups tidlige mål, efter en fiks frisparks-kombination af Lars Højer og Michael Johansen, blev Derbyets eneste, selv om begge hold var tæt på flere gange.

Peter Møller, som vi samme sommer havde hentet i AaB, ramte træværket i starten og i slutningen af kampen, og ind i mellem havde Palle Petersen rigeligt at se til. Kun en stribe flotte parader fra "plankeværket" forhindrede hjemmeholdet i at få revanche fra guldkampen tidligere på året, hvor vi sikrede vores første mesterskab med en 3-2-sejr derud.

Det var kun vores anden 1-0-sejr nogensinde, for i vores første sæson (92-93) endte kun én kamp med disse cifre - en Superliga-udekamp i Aalborg den 4. oktober 1992.



Onsdag den 18. juni 2003, kl. 19.00 – 32. spillerunde
BRØNDBY-FCK 0-1 (0-0)

93.: 0-1 Hjalte Nørregaard
31.508 tilskuere

>> Gå til kampsiden

I løbet af 90'erne vandt vi tre Derbyer i Parken med 1-0, men vi skal frem en onsdag aften i juni 2003, før vi igen vandt 1-0 i Brøndby. Men hvilken aften!

Det var nemlig den uforglemmelige guldfinale, hvor Hjalte Nørregaard tre minutter inde i tillægstiden firsttimede Ole Tobiasens indlæg forbi Mogens Krogh og dermed forhindrede Brøndby i at få en gylden matchbold i sidste runde.

Inden det dramatiske Derby førte de nemlig med ét point foran os, men nu fik vi i stedet matchbolden, og fire dage senere smashede vi den usvigeligt sikkert hjem mod AGF.

 

Lørdag den 23. august 2003, kl. 17.00 – 5. spillerunde
BRØNDBY-FCK 0-1 (0-0)

66.: 0-1 Jörgen Pettersson
20.965 tilskuere

>> Gå til kampsiden

Mens der gik knap 10 år mellem vores første og anden 1-0-sejr i Brøndby, så gik der kun ca. 2 måneder inden den næste.

Men hvis du ser det ca. 10 minutter lange sammendrag, som vi i dagens anledning har klippet og lagt op, så kunne det let være blevet et meget målrigt Derby.

Kampen udviklede sig hurtigt til et brag af en kamp med alt det, man forbinder med disse opgør, som nu for længst var blevet en klassiker i dansk fodbold: højt tempo, høj intensitet, enormt tryk fra tribunerne, godt spil, hårde frispark på grænsen (eller over) til røde kort og masser af chancer i begge ender.

Alligevel faldt der kun en enkel scoring, og den sørgede Jörgen Pettersson for midt i anden halvleg, da Per Nielsen kiksede en tæmning, så vi kunne slå kontra.

Den rødhårede svensker var kommet på banen allerede i 1. halvleg, da Mykland måtte trække sig med smerter i de drilske akillessener. Vi havde ellers et par uger før købt Álvaro Santos, men han var lige kommet tilbage fra en korsbåndsskade og blev sparet, indtil vi skulle møde Rangers FC fire dage senere i Champions League-kvalifikationen.
 

Álvaro Santos og Hans Backe
Álvaro Santos og Hans Backe, da brasilianeren blev præsenteret i Parken. Foto: Birger Vogelius

 

 

Onsdag den 9. maj 2007, kl. 20.00 – 29. spillerunde
BRØNDBY-FCK 0-1 (0-1)

33.: 0-1 Marcus Allbäck
25.083 tilskuere

>> Gå til kampsiden

Har du hørt vores podcast om de fem titler, vi sikrede på datoen 5. maj? Den 5. maj 2007 kunne også have været med, for den dag havde vi sæsonens første matchbold, men tabte 1-2 til AaB i Parken. Det var blot vores andet Superliga-nederlag i Ståles første hele sæson som cheftræner - I ved, den legendariske sæson med Champions League-gruppespillet mod Manchester United, Celtic og Benfica.

Men vi var så langt foran forfølgerne, at det kun var et spørgsmål om tid. Inden dette Derby var vi 13 point foran FC Midtjylland, og der manglede fem runder.

Brøndby lå, efter 12 sæsoner i Top 2, nede midt i tabellen på en sjetteplads med 10 point op til OB, og der lå de også, da sæsonen var forbi, men kunne dog smykke sig med Royal League-trofæet efter at have slået os 1-0 i finalen.

Selv med et Derby-nederlag kunne vi sikre mesterskabet denne onsdag aften, hvis en række andre resultater faldt ud til vores fordel. Men vi gjorde selv arbejdet færdigt i en kamp, der ikke gik over i historien for sit sprudlende og underholdende spil, men for at vi fik, det vi kom for: guld!

Efter en god halv time headede Marcus Allbäck - med en ellers brækket målnæse - bolden forbi Stephan Andersen, og efter en solid og professionel indsats kørte vi den smalle sejr hjem uden de store problemer.

 

Søndag den 23. september 2007, kl. 16.00 – 10. spillerunde
BRØNDBY-FCK 0-1 (0-1)

13.: 0-1 Hjalte Nørregaard
19.686 tilskuere

>> Gå til kampsiden

Igen gik der kun kort tid, før vi igen vandt 1-0 i Brøndby, men den smalle sejr fortæller ikke noget om den store forskel på de to holds sæsonstart: mens vi lå nr. 2, to point efter Midtjylland, lå Brøndby under nedrykningsstregen med kun seks point for ni kampe!

Da sæsonen var slut, havde de ganske vist reddet sig op på en 8. plads, men det var klubbens hidtil dårligste placering nogensinde. Vi hang dog også med næbbet efter kun at være blevet nr. 3, hvilket viste sig at være vores dårligste placering i perioden fra 2001 til og indtil fjerdepladsen i 2018.


Efter 13 minutter var det svært ikke at få et flashback til guldkampen i 2003, da Hjalte dukkede op i feltet og firsttimede et Sionko-indlæg i nettet.

Der var dog langt fra samme nerve og intensitet som i 2003, men vi var også kun i 10. spillerunde, og det blev et Derby på det jævne - selv om Duncan var tæt på at udligne til sidst, men Jesper Christiansen sørgede for at holde nullet for femte Superligakamp i træk.