Jens Stage scorer til 2-2

Fem flashbacks: Vores målrigeste kampe i Aalborg

I år fylder F.C. København 30 år, så vi vender af og til et par sider i vores historiebog - og ser denne gang på de fem målrigeste kampe, vi har spillet i Aalborg.

- - - -

Lørdag den 6. august 1994, kl. 15.00
AaB-FCK 5-2 (3-1)
8.: 1-0 Erik Bo Andersen
22.: 2-0 Peter Rasmussen
25.: 2-1 Per Frandsen
45+2.: 3-1 Erik Bo Andersen
74.: 4-1 Henrik Rasmussen
83.: 5-1 Henrik Rasmussen
84.: 5-2 Peter Møller, str.
4.900 tilskuere

Efter guld og sølv i vores første to sæsoner tog vi hul på en sæson, der indvarslede nogle trange år i 90’erne. Selv om kampen er en af de to målrigeste, vi har spillet i Aalborg, så kunne cifrene let være blevet større. Begge forsvar var nemlig i gavehjørnet, der som bekendt ligger langt fra de to straffesparksfelter…

Debuterende Per Frandsen scorede vores første mål, og Peter Møller scorede det andet på straffe. Den tidligere AaB-topscorer kom først på banen i 2. halvleg til det, der blev hans sidste Superligakamp, inden vi en uge senere udlejede ham til FC Zürich resten af sæsonen.

>> Læs mere om kampen her
 

Per Frandsen
90'er-nedturen begyndte med den gule udebanetrøje i efteråret 1994...


Søndag den 4. oktober 1998, kl. 15.00
AaB-FCK 3-3 (3-1)

12.: 1-0 Ståle Solbakken
30.: 1-1 Peter Nielsen
41.: 2-1 Dan Sahlin
44.: 3-1 Søren Frederiksen
66.: 3-2 Thomas Thorninger
74.: 3-3 Bjarne Goldbæk
12.402 tilskuere

Efter tre sæsoner med middelmådige midterplaceringer fik vi bronze i 97-98-sæsonen, men mistede først sølvmedaljerne i sidste spillerunde, da vi tabte 0-4 hjemme til... AaB.

I 98-99-sæsonen kneb det igen med at blande sig i topstriden, og da vi skulle til Aalborg i 10. spillerunde, lå vi midt i tabellen, mens AaB var ubesejrede og førte Superligaen. Til gengæld havde vi lige slået Levski Sofia ud af EC for pokalvindere – og dermed for første gang elimineret to hold ud i træk i europæisk fodbold (inden havde vi slået Qarabag sammenlagt 10-0).

Kampen i Aalborg blev et brag af en kamp! Nordjyderne havde Hans Backe som cheftræner og Ståle som styrmand på midtbanen – og i målscorerens rolle. AaB's svenske stopper, Jozo Matovac, fik et lidt tyndt rødt kort midt i 1. halvleg, hvorefter Peter Nielsen udlignede, men alligevel gik AaB til pause foran 3-1, efter at have brændt chancer nok til en større føring.

Vi leverede imidlertid en fremragende fight efter pausen, og Bjarne Goldbæk sørgede for et fortjent point, efter at Thorninger havde reduceret til 2-3 midt i 2. halvleg. Goldbæk havde endda en gylden mulighed for at sikre os sejren, da han blev spillet helt fri til sidst, men Jimmy Nielsen reddede.

Uafgjorte betød, at AaB mistede førstepladsen til AB, som dermed gik til tops i den bedste række for første gang siden 1967. Vi dumpede ned på 10. pladsen, men kunne trods alt se tilbage på et godt comeback og et flot tilkæmpet point i Aalborg.

>> Læs mere om kampen her

Se highlights her i en gammel FCK TV julekalender:



Søndag den 30. april 1999, kl. 19.00
AaB-FCK 4-3 (2-1)

3.: 0-1 Lars Højer
28.: 1-1 Jens Jessen
38.: 2-1 Jozo Matovac
56.: 2-2 Niclas Jensen
60.: 2-3 Todi Jónsson
74.: 3-3 Ståle Solbakken
78.: 4-3 Ståle Solbakken
12.524 tilskuere

Da vi mødtes i Aalborg igen senere på sæsonen, havde vi kæmpet os op på en fjerdeplads, men med otte point op til AaB på tredjepladsen, der gav adgang til europæisk fodbold. AaB var til gengæld i tæt guldkamp med AB og Brøndby, som inden kampen kun var ét point foran nordjyderne.

I vores turbulente "Brian Laudrup-forår" spillede vi endnu et brag af en kamp i Aalborg, og igen kunne det være gået begge veje. Holdene skiftedes til at føre, men Ståle var hård ved os igen og vendte kampen til sidst med to scoringer, og det blev fejret med norsk sejrssang i TV3's sidelinje-mikrofon.

Med sejren overtog AaB førsteplads, som de også havde, da sæsonen var slut, mens vi endte nede som nr. 7.

>> Læs mere om kampen her

Se highlights fra kampen her:



Torsdag den 16. maj 2002, kl. 19.00
AaB-FCK 2-4 (1-2)

7.: 0-1 Peter Møller
17.: 0-2 Peter Møller
29.: 1-2 Allan Gaarde
49.: 1-3 Todi Jónsson
53.: 1-4 Bora Zivkovic
67.: 2-4 Stefan Bidstrup
10.689 tilskuere

Vi spoler tre år frem til vores næste målrige opgør i Aalborg, og i mellemtiden havde vi "knækket koden" og vundet mesterskabet i 00/01-sæsonen.

Ved vinterpausen i 01/02 var vi dog ti point efter Brøndby, men det indhentede vi i løbet af et forrygende forår og kunne derfor genvinde titlen i denne sidste spillerunde i Aalborg.

Det krævede dog et mirakel, som ingen troede på, nemlig at Brøndby smed point hjemme mod Lyngbys konkursbo, der med et tappert kæmpende amatørhold havde tabt stort alt i hele foråret, undtagen en 2-2 mod Vejle.

En fatal Mads Jørgensen-udligning til 1-1 i Derbyet fire dage forinden havde givet Brøndby disse gode kort på hånden, for ellers havde vi selv kunnet køre guldet hjem med en sejr i Aalborg.

Det kunne vi dog ikke føle os for sikre på, for nordjyderne sloges samtidig hårdt med FC Midtjylland om tredjepladsen. Vores eget sølv var dog ikke i fare, og vi måtte jo spille vores spinkle guldchance, hvis nu Brøndby dummede sig - og håbet levede faktisk en hel time, før de kom foran mod Lyngby og endte med at vinde 2-0.

Vi manglede karantæneramte Fredgaard, skadede Kihlstedt, Antonelius og Mykland samt Zuma, der havde fået fri for at tilslutte sig Sydafrikas VM-lejr. Trods de mange afbud og søndagens Derby-skuffelse i baghovedet vandt vi en klar og fortjent sejr i Aalborg, og Peter Møller - som vi havde hentet til København igen i efteråret 2001 - grundlagde den med to mål i de første 20 minutter.

Men sejren var altså ikke nok, så trods et forår med 11 sejre og tre uafgjorte, måtte vi nøjes med sølvmedaljerne.

>> Læs kampreferatet her

Peter Møller
Peter Møller får et par ord med fra AaB-fansene i en kamp i efteråret 2002. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

 

Onsdag den 3. februar 2021, kl. 20.00
AaB-FCK 2-3 (2-0)

10.: 1-0 Rasmus Thelander
39.: 2-0 Marcus Hannebo
53.: 2-1 Karlo Bartolec
58.: 2-2 Jens Stage
79.: 2-3 Rasmus Falk
0 tilskuere

Vi har tidligere fortalt om to kampe med syv mål (2-5 og 3-4) og to kampe med seks mål (3-3 og 4-2) i perioden fra 1992-2002 - i dag er der gået næsten 20 år siden vores 4-2-sejr i 2002, men der er stadig ikke faldet seks mål eller flere, når vi har spillet i Aalborg.

Det tætteste vi kommer er fem mål i dette opgør for lidt over et år siden, hvor vi foran coronatomme tribuner leverede et forrygende comeback og vendte 0-2 til 3-2. Midt i en noget miserabel første halvleg måtte Peter Ankersen også udgå med en skadet ankel og blev afløst af Karlo Bartolec.

I pausen satte Thorup også Victor Nelsson og debutanten Mustapha Bundu ind for Oviedo og Pep Biel, og hele holdet kom ud som forvandlede med ny gejst og energi - og inden længe stod det 2-2 efter et energimål af Bartolec og en Stage-flugter efter hjørne.

Afgørelsen var en Falk-delikatesse, hvor han spillede 1-2 med Jonas Wind, inden han udplacerede Jacob Rinne og fuldendte et flot comeback - og det var blot tredje gang vi vandt i Aalborg efter at have været bagud.