Finalefokus på AaB
AaB kommer til pokalfinale i Parken efter en flot periode under Oscar Hiljemark med fire sejre, fire uafgjorte og to nederlag.
I denne sæson har vi kun mødt dem to gange i Grundspillet, for nordjyderne har udviklet en tendens til kun at komme i Mesterskabsspillet hvert andet år. Derfor blev det heller ikke i år, de forbedrede deres bedste placering (= fem femtepladser) siden mesterskabet i 13/14.
Vi har vundet de seneste fem indbyrdes kampe (to i Parken og tre i Aalborg), og AaB har kun slået os to gange i Parken siden maj 2007. Først gik der syv år, før de vandt pokalfinalen i 2014, og siden gik der seks år, før de vandt en Superligasejr på 2-1 i oktober 2020.
Hård kamp i bunden
Det har været en svær sæson for AaB, der var uden sejre i de første fem runder af sæsonen og hurtigt endte i bunden af tabellen.
Siden 9. spillerunde har de ligget næstsidst - og et par gange helt nede på sidstepladsen - og først i denne weekend slap de væk fra nedrykningspladserne på bedre målscore end AC Horsens.
Men ligesom i toppen af tabellen er intet afgjort i bunden, hvor det med tre runder igen bliver en hård kamp mellem Lyngby, AC Horsens og AaB, mens Silkeborg er i nogenlunde sikkerhed.
Kun et nederlag i ni kampe under Hiljemark
Efter Oscar Hiljemark i slutningen af marts overtog ansvaret efter Erik Hamrén, har AaB kun tabt én af ni kampe (V4,U4,T1) - herunder de to pokalsemifinaler mod Silkeborg, hvor AaB sikrede finalepladsen med 1-1 ude og 4-1 hjemme.
Den 30-årige svensker, der er født tre dage før F.C. København, kom til klubben som spiller i 2020, men måtte i sommeren 2022 indstille sin aktive karriere på grund af en skade, og i stedet blev han assistenttræner for først Lars Friis og siden Erik Hamrén.
AaB's vej til finalen
3. runde u 3-1 Vanløse IF efs
4. runde u 2-1 Middelfart
Kvartfinale 1 h 2-0 Viborg FF
Kvartfinale 2 u 0-1 Viborg FF
Semifinale 1 u 1-1 Silkeborg iF
Semifinale 2 h 4-1 Silkeborg iF
Indbyrdes pokalstatistik
101 gange før har vi mødt AaB - heraf seks gange i pokalturneringen, hvoraf tre af kampene var finaler:
Dato | h/u | Res. | Runde | Tilsk. | FCK-mål | AaB-mål |
---|---|---|---|---|---|---|
13.04.95 | h | 2-0 | Semifinale | 7.713 | Lønstrup, Frandsen | |
03.05.95 | u | 0-0 | Semifinale | 7.250 | ||
20.05.04 | n | 1-0 | Finale | 38.095 | Bisgaard | |
21.05.09 | n | 1-0 | Finale | 29.249 | Claudemir | |
15.05.14 | n | 2-4 | Finale | 27.824 | Cornelius, Gislason | Thelander 2, Ahlmann, Frederiksen |
04.03.20 | u | 0-2 | 1/8-finale | 7.739 | P Ross, O Klitten |
Seneste kamp
Fredag aften spillede AaB 1-1 i Odense med følgende start-11'er:
Nico Mantl - Kilian Ludewig (83.: Sebastian Otoa), Lars Kramer, Daniel Granli, Kasper Jørgensen (56.: Jakob Ahlmann) - Pedro Ferreira, Malthe Højholt, Iver Fossum - Louka Prip (56.: Lucas Andersen), Nicklas Helenius (74.: Marco Ramkilde), Younes Bakiz (83.: Oliver Ross)
Topscorere i sæsonen (Superliga + pokal) er Allan Sousa 13 mål (8+5) og Younes Bakiz 7 (6+1).