Fine forberedelser

Fine forberedelser

Klokken 18.00 ankom F.C. Københavns spillere til Åråsen Stadion for at gennemgå den klassiske træningssession dagen før kampen mod Lillestrøm. Det var en flot men våd bane, der mødte holdet, og Ståle Solbakken og det øvrige trænerteam kørte spillerne gennem godt en times træning, hvor diverse taktiske og tekniske øvelser blev kørt igennem.

 

Lidt norsk presse var der også dukket op samt nogle norske tilskuere, der fik mulighed for at se Ståle Solbakken tilbage på den bane, hvor han tidligere har optrådt som spiller. Fokus for F.C. Københavns cheftræner var dog udelukkende på morgendagens kamp:

 

- Målsætningen er selvfølgelig at gå videre, og vi vil meget gerne vinde kampen i morgen, men jeg forventer at vi oplever lidt mere tryk fra deres side i perioder, så det bliver sikkert en hård kamp. Jeg føler at vi tacklede Lillestrøm rigtig godt i PARKEN, fordi vi er ikke vant til at spille mod et hold som dem, der kommer med en anden slags spillestil. Så vi må løse opgaven som vi gjorde i København eller måske endnu bedre heroppe, hvis vi skal videre, sagde Solbakken til FCK.DK efter træningen.

 

Atiba Hutchinson, der netop atter engang er blevet udtaget til det canadiske landshold, er også klar i mælet omkring torsdagens UEFA Cup-opgør:

 

- Jeg tror vi skal være forberedt på at de kommer hårdt efter os i starten i kampen, og vi skal være organiserede og tålmodige og sørge for at de ikke scorer. Forhåbentligt som kampen skrider frem, vil vi få mere plads og nogle målchancer. Jeg er sikker på, at kampen i store grader vil være ligesom den første kamp med en del lange bolde og velorganiserede taktisk samt farlige dødbolde fra deres side. Men jeg tror også man kunne se i den kamp, at vi også var farlige, når vi fik vores spil til at køre, siger F.C: Københavns nummer 13.

 

En spiller der ikke har været med i et stykke tid er Libor Sionko. Den tjekkiske højrekant har dog trænet fuldt med i en rum tid nu, og var også stærk ved dagens træning på Åråsen Stadion. Om torsdagens kamp og sin egen situation siger han:

 

- Jeg føler at jeg er 100 procent fit, så det er op til Ståle om han kan bruge mig i morgen og til kampen mod Brøndby på søndag. Jeg føler at vi har en god chance for at vinde kampen i morgen, hvis vi spiller bolden hurtig rundt som vi gjorde i København samt er koncentreret i defensiven i hele kampen, sluttede en glad tjekke af, inden turen gik retur til hotellet.

 

FCK.DK har lavet en lille videoreportage fra dagens træning samt fået lidt snapshots. Blandt andet kan Michael Mio Nielsen fortælle om, at morgendagens spilletrøjer bliver en smule anderledes end normalt grundet norsk lovgivning. Det kan du se og høre nedenfor.

 

 

 
 
 
 
Niclas og Ailton får sig en krammer...
 
 
Ståle briefer inden træningen...
 
 
Opvarmning...
 
 
André Bergdølmo var forbi og hilse på. Den gamle forsvarsspiller skal også se kampen i morgen...
 
 
Peter Larsson igang med en spiløvelse...
 
 
 
Flemming Østergaard var også på plads på Åråsen...
Fotos: FCK.DK / Daniel Rommedahl