Fire unge debutanter: Fed oplevelse!
Fire unge U19-spillere fik debut i Viby i dag: 19-årige Niklas Vesterlund startede i centerforsvaret, indtil han et kvarter før tid blev afløst af 16-årige Jacob Haahr, som dermed blev vores næstyngste debutant nogensinde. Samtidig kom også 17-årige Ahmed Daghim ind, og kort forinden var 16-årige Mohamed Daramy også kommet på banen. "Mo" nåede endda at ramme overliggeren, inden han kort før tid øgede til 3-0.
Niklas Vesterlund
"Det var mega dejligt! Jeg fik at vide mandag, at jeg nok skulle spille lidt, så jeg kunne gøre mig klar. Man er altid lidt spændt, men jeg har haft en fin træningsuge og følte mig klar. Det er jo det her, jeg gået og ventet på!"
"Selv om vi dominerede kampen, er det ikke så nemt som forsvarsspiller. Man skal være koncentreret og løse sine opgaver så godt man nu kan, og jeg synes, de gør det godt i dag. Især havde jeg nok regnet med, at de ville tabe pusten hurtigere end de gør. Men det er klart, at vi skal vinde, og vi skal også vinde større end vi gør, men når det er sagt, så har de jo også et par chancer, der kunne have givet mål."
Jacob Haahr
"Jeg var ikke blevet lovet spilletid på forhånd, men det var fedt at komme ind og få lov at prøve det. Og selv om vi fører 2-0, gælder det om at holde sig skarp og spille sikkert. Det var også fedt med tilskuerne, det kan godt være der ikke var så mange, men det er flere, end vi er vant til på U19. Så det skulle man også lige vænne sig til, men fedt også at prøve det."
Mohamed Daramy
"Det var en stor oplevelse i dag! Det var ærgerligt med den på overliggeren, men heldigvis sparker jeg den ind næste gang jeg får chancen. Det var efter et hjørne eller indkast, der blev clearet, og så lader Carlo den passere gennem sine ben, og jeg får den i kontra og spiller ham og får den tilbage og sparker den så ind."
Ahmed Daghim
"Det er rigtigt stort for mig, efter alt det arbejde der er blevet lagt, så er det fedt at få debut for FCK. Det er det, man altid har drømt om. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, men når først man står inde på banen, skal man bare holde hovedet koldt og gøre sine ting, alt det man træner hver dag på træningsbanen. Og så sætte et aftryk, prøve at udfordre og ikke gemme sig. Og fedt med fansene også, at så mange kommer herover fra København for at støtte os!"
- - - - -
Jacob blev vores næstyngste debutant gennem tiderne, kun Kenneth Zohore var yngre. Og Mohamed kommer ind på en fjerdeplads, blot en dag ældre end da Saban Özdogan debuterede. Til gengæld er Mohamed vores yngste målscorer nogensinde.