Flot 2-0-sejr over Anji
Det var en glad og tilfreds manager, der evaluerede sommerens sidste testkamp, hvor hans mandskab slog russiske Anji med 2-0 på to sene scoringer af anfører Thomas Delaney.
- Det var en rigtig god træningskamp i et højt temp, og vi leverer en flot indsats. Vi skaber mange chancer, men ligesom i mandags mod Celje giver vi lidt for meget væk bagude på grund af fejlvurderinger eller fejlafleveringer, så den del skal vi have rettet. Men der er mange gode præstationer i dag.
Eneste lille malurt i bægeret var, at Pelle Nilsson - der stod over mod Celje - gik ud efter allerede 10 minutter, da det strammede til i baglåret.
- Nu må vi se hvor galt det er, men der var ingen grund til at tage chancer og lade ham fortsætte. Men vi glæder os over, at Nicolai og Youssef er kommet godt tilbage fra skader, mens Antonsson stadig mangler det sidste. Derfor skulle han også kun spille én halvleg i dag, så Remmer fik 35 minutter, da Pelle måtte udgå. Men det kan jo være, at han også skal spille der på torsdag, når vi møder Newtown. (Zanka og Antonsson har karantæne, red.)
De to scoringer faldt i de sidste 10 minutter, hvor Delaney udnyttede to hjørnespark fra Ludwig Augustinsson, der i øvrigt blev rykket frem på venstrekanten i 2. halvleg, da Høgli kom ind. Den første ramte kaptajnen vist med låret, men den anden blev headet ind fra nært hold.
Det var som sagt den sidste testkamp, inden det bliver alvor om en uge, når walisiske Newtown AFC gæster Telia Parken.