Før BATE Borisov-FCK
Når F.C. København onsdag kl. 18 dansk tid løber ind på Haradzki Stadion i Borisov, er det første gang i klubbens 18 årige historie, at man spiller på hviderussisk græs.
af Torkil Fosdal
Talemåden "en by i Rusland" passer altså ikke helt - det er Hviderusland, eller Belarus som landet kaldes ude i den store verden, hvor Borisov ligger ca. 75 km nordøst for hovedstaden Minsk. Hvis man Goggle-Earth’er byen, opdager man, at det i fugleflugtslinie ikke er så langt væk fra København, som man måske skulle tro, men det er på mange måder en anden verden.
Lidt historie...
Hviderusland
ligger ikke ligefrem på Top 10 eller for den sags skyld Top 50 over
populære rejsemål, når danskerne skal på charterferie. F.eks. leder man
også forgæves efter direkte flyafgange mellem Kastrup og Minsk eller
danske udgaver af ”Turen går til Hviderusland”.
Hviderusland blev efter 1. verdenskrig en del af Sovjetunionen, indtil parlamentet besluttede at erklære republikken for uafhængig den 27. juli 1990. Det er altså i disse dage præcis 20 år siden, men formelt blev landet først selvstændigt et års tid senere, da Sovjetunionen var ved at gå helt i opløsning. Der bor ca. 10 mio. indbyggere i Hviderusland, heraf knap 2 mio. i Minsk, og siden 1994 har landets præsident heddet Alexander Lukashenko, der ikke uden grund går under tilnavnet ”Europas sidste diktator”.
Det nationale fodboldflagskib
BATE
Borisov har vundet det nationale mesterskab de sidste 4 sæsoner, og
bortset fra en enkelt smutter i 2005, er de sluttet i Top 3 hver eneste
sæson, siden den hviderussiske liga blev stiftet i 1992. Dengang var
Dinamo Minsk det store navn i hviderussisk fodbold, men den rolle har
BATE nu overtaget.
Derfor er BATE Borisov absolut ikke et ukendt navn i europæisk fodbold, selv om de p.t. rangerer et stykke under F.C. København på UEFA's officielle rangliste. Inden denne sæson lå BATE nr. 127 på listen, hvor løverne lå nr. 60. Men listen er jo baseret på matematik for de seneste 5 sæsoner, og i modsætning til F.C. København er det først de 2 seneste sæsoner, hvor BATE for alvor har vist gode resultater.
Europæisk gruppespil to år i træk
I
2007 kiksede BATE Champions League-kvalifikationen i de afgørende kampe
mod Steaua Bukarest, men i 2008 lykkedes det, efter at man i
kvalifikationen havde besejret Valur Reykjavik, Anderlecht og til sidst
(og med besvær) bulgarske Levski Sofia efter 1-1 hjemme og 1-0 ude. I et
særdeles skrapt gruppespil med Juventus, Real Madrid og Zenit St.
Petersburg formåede hviderusserne at spille uafgjort i begge kampene med
Juventus samt snuppe et enkelt point fra Zenit, mens de øvrige kampe
blev tabt, hvilket sendte BATE ned på sidstepladsen i gruppen.
Sidste sæson kiksede Champions League-kvalifikationen igen, da man tabte til Ventspils fra Letland på reglen om udebanemål, men man kvalificerede sig dog til Europa League, da man igen vandt et tæt opgør mod en bulgarsk modstander, denne gang Litex Lovech, som blev besejret efter forlængning i den afgørende kamp. I gruppespillet med Benfica, Everton og AEK Athen sluttede BATE nr. 3 efter Benfica og Everton, men nåede dog at slå både AEK Athen og Everton undervejs, om end englænderne på det tidspunkt havde sikret sig avancement fra gruppen.
Men man kan spore en tendens til, at BATE har haft en del problemer i kvalifikationskampene mod klubber, der ikke har hørt til den europæiske elite, mens det er gået hæderligt mod større klubber, så snart man er kommet inden for i varmen i et gruppespil. 5-1 hjemme mod islandske HF i den seneste kvalifikationsrunde lyder selvfølgelig overbevisende, men det stod dog 0-0 ved pausen og 2-0, indtil der manglede 5 minutter.
BATE fører den hjemlige liga i år
Den
hviderussiske liga afvikles i kalenderåret, dvs man er nogenlunde
halvvejs, og også i år ligger BATE lunt til at genvinde titlen. Inden
søndagens udekamp mod Dnipro lå de 3 point foran Dinamo Minsk efter 19
runder, og har desuden spillet sig til 1/8-finalerne i pokalturneringen,
som man i øvrigt vandt sidste sæson. Bag topplaceringen i ligaen gemmer
sig den kendsgerning, at BATE kun har sluppet 4 mål ind i 19 kampe og
blot lidt ét enkelt nederlag hidtil.
Stadion
Kampen
mod F.C. København afvikles på BATE's normale hjemmebane i Borisov,
Haradzki Stadion, der kun rummer 5.400 tilskuere. Det ser lidt primitivt
og nedslidt ud på billeder, men har dog tag over hovedtribunen. De
seneste sæsoner har BATE dog forståeligt nok henlagt hjemmekampene i
gruppespillet til Dynamo Stadion i Minsk, der rummer 41.000.
Holdets profiler
BATE
trænes af den kun 33-årige Viktor Goncharenko, en tidligere
forsvarsspiller i klubben, og som i 2008 blev den yngste træner
nogensinde, der har stået i spidsen for et hold i Champions
League-gruppespillet. Og han har ikke lagt skjul på, at det vigtigste
mål i denne sæson er igen at kvalificere klubben til det fine selskab.
Et kig på BATE’s spillertrup får ikke mange klokker til at ringe i danske fodboldører. Den faste stamme består stort set kun af hviderussere med en enkelt brasilianer, den 21-årige midtbanespiller Renan Bressan, og der er også enkelte russiske spillere i truppen.
BATE leverer en hel del spillere til det hviderussiske landshold, heriblandt keeperen Veremko og stort set hele forsvarskæden. Også den farlige forwardduo Rodionov og Kontsevoy er landsholdsfolk. Kontsevoy blev dog sparet i returkampen på Island, men Rodionov var på pletten igen og sørgede for kampens eneste mål. I det første opgør mod FH var det den unge midtbanespiller Pavel Nekhaychik, der stjal billedet med tre scoringer, så han er også værd at holde et ekstra øje med.
Det bliver der lejlighed til på onsdag kl. 18, dels på Haradzki Stadion og dels på TV, når 3+ blænder op for transmissionen fra Borisov.
DOMMERNE
UEFA har udpeget den 39-årige rumæner Alexandru Dan Tudor til at dømme opgøret i Hviderusland mellem BATE Borisov og F.C. København. Tudor, der er advokatuddannet, går for at være Rumæniens bedste dommer, hvilket understreges af at han i denne sæson er udnævnt til UEFA Premier Category referee. Han har dømt i den bedste rumænske liga siden 1999 og har været FIFA-dommer siden 2001.
Alexandru Dan Tudor har en enkelt gang haft fornøjelsen af at dømme en kamp med F.C. København, da løverne i 2003 besejrede Sliema Wanderers 4-1 i PARKEN. Det gik ifølge historiebøgerne ganske udmærket, og Tudor dømte bl.a. et straffespark til Zuma, som Thomas Røll udnyttede.
På linierne har han landsmændene Cristian Constantin Nica og Aurel Onita, og kampens fjerdedommer hedder Radu Marian Petrescu.
UEFA har i øvrigt besluttet, at der i denne og den næste Champions League-sæson skal være 5 dommere på banen ligesom i Europa League. Det gælder dog først fra Play Off-runderne, der afvikles i august, og derfor er der til F.C. Københavns kampe mod BATE Borisov stadig kun tale om en dommerkvartet.
Alexandru Dan Tudor følger Thomas Røll i nærkamp med en malteser, da
rumæneren i 2003 dømte F.C. København-Sliema Wanderers i PARKEN.