Lodtrækning til 3. kvalifikationsrunde

Før FCK-FK Mogren

Når F.C. København tager hul på årets europæiske sæson, så er det montenegrinske FK Mogren der er første hurdle på vejen mod gruppespillet i Champions League. Det første ben i 2. kvalifikationsrunde spilles onsdag aften i PARKEN, og her må FK Mogren nok betegnes som en forholdsvis ukendt modstander, men samtidig en modstander som ikke må undervurderes.

Af Jan Eliassen

Montenegrinske FK Mogren sikrede sig forholdsvis nemt adgang til de to kampe mod F.C. København i 2. kvalifikationsrunde, da de i 1. runde først slog maltesiske Hibernians med 2-0 på Malta, og siden hen fulgte op på den sejr ved at vinde med 4-0 hjemme i Podgorica. Det betød en samlet sejr på 6-0, og selvom FK Morgren var det seedede hold af de to, så er der alligevel en vis klasse i at vinde med 6-0 sammenlagt.

En del af årsagen til, at FK Mogren befinder sig så langt nede på UEFA’s koefficientsliste, er nok at Montenegro kun har haft hold med i de europæiske turneringer de sidste tre år. Selvom FK Mogren blev stiftet helt tilbage i 1920, så optræder de hos UEFA som en meget ”uerfarent” hold, da onsdagens modstander, før denne sæson, kun har spillet to europæiske kampe. Det var i sidste sæson hvor de som montenegrinske pokalvindere i UEFA Cuppens 1. runde mødte israelske Hapoel Ironi Kiryat Shmona. I det første opgør i Israel gav FK Mogren sig selv gode kort på hånden for yderligere avancement med uafgjort 1-1. Det skulle 14 dage senere dog vise sig langt fra at være nok, da Hapoel Ironi vandt med 3-0 i Montenegro, og dermed gik videre med sammenlagt 4-1.

Den montenegrinske liga har blot tre år på bagen, og i løbet af de tre år har FK Mogren flyttet sig fra en 5. plads i 2006/07, til en 3. plads i 2007/08 og i det forgangne år blev det til det første mesterskab for FK Mogren – et mesterskab der kom i hus via et pointtotal der i meget høj grad mindede om F.C. Københavns pointtotal. Begge hold spillede 33 kampe og endte med 74 point efter 23 sejre, fem uafgjorte og fem nederlag. Dog var Løverne marginalt foran på målscoren, men også kun marginalt, da F.C. København endte med 67-26 i modsætning til FK Mogrens 62-24.

Ikke at det er det store vurderingsgrundlag, men bedømt ud fra de to kampe mod maltesiske Hibernians, så kunne meget tyde på, at hvis det skal lykkes for FK Mogren at score i PARKEN, så er der stor sandsynlighed for, at deres målscorer bliver den blot 20-årige Petar Grbic, da han fik scoret tre ud af de seks mål FK Mogren lavede I de to opgør mod Hibernians. En anden mulig målscorer er Marko Cetkovic, for med et mål i begge kampe mod Hibernians, fik han vist at der er mål i hans støvler – og endelig er den nyindkøbte – og hjemvendte montenegriner - Srdjan Radonjic en mulig målscorer. Srdjan Radonjic er umiddelbart den eneste fra FK Mogren der er et kendt navn i Danmark. Radonjic fik dog kun 18 kampe og fire mål for OB, samt fem kampe og et enkelt mål for Viborg FF – men ingen af de fem SAS Ligamål blev scoret imod Byens Hold.

Om det skal lykkes for Srdjan Radonjic og resten af FK Mogren at score - eller få point i PARKEN – finder vi ud af på onsdag. Kampen har kick-off klokken 20.15, og returkampen spilles ugen efter klokken 20.30 på Pod Goricom Stadion i Podgorica, Montenegro.


DOMMERNE

Det er ikke engang fem måneder siden, at F.C. Københavns spillere sidst stiftede bekendtskab med onsdagens dommer, Selçuk Dereli, for han var også UEFA’s udvalgte da Manchester City slog F.C. København med 2-1, og dermed var med til at sætte punktum for en fin europæisk sæson. Vender man den om, så var Selçuk Derelis sidste internationale opgave selvsamme kamp, så gensynet bliver altså kick-off for både F.C. København og Selçuk Dereli på en ny og forhåbentlig god international sæson.

Af Jan Eliassen

Forårets nederlag til Manchester City var ikke noget der kunne bebrejdes tyrkiske Selçuk Dereli, for han dømte en udmærket kamp, og kunne måske have dømt straffe til City i en situation hvor Zanka vistnok havde hånd på bolden – men Selçuk Dereli lod heldigvis spillet fortsætte. Ikke alt gik med F.C. København i City-kampen, for han fik givet to kort i kampen, og begge tilfaldt F.C. København. Thomas Kristensen fik gult kort i første halvleg, og Oscar Wendt fik et magen til midt i anden halvleg. Men som sagt, en godkendt præstation af den tyrkiske dommer, og skal man give nogen skylden for, at det blev City der gik videre for fem måneder siden, så må det være Craig Bellamy, der scorede begge City’s mål.

Siden kampen mod Manchester City har Selçuk Dereli været i aktion syv gange i den tyrkiske Superlig, og hvor det i Machester blot blev til to gule kort i hele kampen, så har han været lidt mere ivrig hjemme i Tyrkiet. I de syv kampe har han uddelt ikke mindre end to røde kort og 39 gule kort, og specielt i sæsonens sidste kamp var Selçuk Dereli flittig til at vifte med kortene, da det i opgøret mellem Buyuksehir og Kayserispor blev til syv gule og et rødt kort. Så med tanke på, at der forhåbentlig venter mange europæiske kampe i år – med mulighed for karantæne ved for mange kort - så vil det være en fordel, hvis det denne gang bliver F.C. Københavns modstandere der får alle kortene – og ikke de hvidklædte Løver.

Kampen i februar var for øvrigt blot anden gang F.C. København havde en tyrkisk dommer i en europæisk kamp. Første gang var i sæsonen 1998/99, da F.C. København spillede 1-1 på Stamford Bridge mod Chelsea FC. Så efter et nederlag og en uafgjort i de to første kampe med tyrkisk ophavsmand, og med tanke på alle-gode-gange-tre, så skulle der være gode muligheder for en sejr på onsdag.

De øvrige udpegede officials til onsdagens kamp er Mustafa Emre Eyisoy og Volkan Narinç som liniedommere, mens kampens fjerdedommer er Tolga Ozkalfa. Alle tre er fra Tyrkiet. Derudover er polske Stanislaw Speczik UEFA’s delegerede til kampens, og så er østrigske Horst Brummeier udpeget til at være kampens dommerobservatør.

Facts om Selçuk Dereli

Dommer Selçuk Dereli kommer fra bydelen Andirin i den forholdsvis store by Kahramanmaras i det sydlige Tyrkiet. Han er født den 6. juni 1969, og der gik ikke mange år før han havde gang i fodbolden. Han har selv spillet for de to klubber Ýçelspor og Mersin Camsporda, men om det var manglen på talent – eller en skade – der gjorde, at han kun 20 år gammel valgte en karriere som dommer, skal være usagt. Ved siden af dommergerningen er han uddannet på universitet i Adana, og arbejder i dag som gymnastiklærer – og på hjemmefronten er han gift og har to børn.

Selçuk Dereli har været national dommer siden 1989, først i de lokale regionsturneringer, men siden hen på højere og højere niveau – og siden 1996 har han dømt i den bedste tyrkiske liga, Superlig. Efter syv år som dommer i Superlig blev han så også FIFA-dommer, hvilket han altså har været siden 2003.

Kilde: www.worldreferee.com og www.nipserstat.dk