Før FK Mogren-FCK
For en uge siden kunne man her på FCK.DK læse, at Løverne skulle passe på FK Mogren, og at alle forventede en svær kamp. Det gjorde Ståle og Co sådan set også, men et stærkt spillende københavnsk hold, fik med en god start totalt sat sig på gæsterne fra Montenegro, der med et par grumme forsvarskiks heller ikke gjorde det nemmere for sig selv. Som de fleste ved, så endte det med en sikker 6-0 sejr til F.C. København, og det ser derfor meget svært ud for FK Mogren.
Af Jan Eliassen
Det er nok tvivlsomt at FK Mogren på hjemmebane kan fejle lige så slemt som de gjorde i PARKEN, for viste jo i den 1. kvalifikationsrunde at de kunne vinde hjemme, og det endda med hele 4-0 over maltesiske Hibernians. Men om de også har styrke til at slå F.C. København er nok tvivlsomt, selvom de nok vil gøre et hæderligt forsøg på at redde noget af æren ovenpå lussingen i København. Skulle det lykkes for FK Mogren at få point, så vil det både betyde en vis form for genrejsning, samt give dem nogle af de eftertragtede point til koefficientsregnskabet, som så vil kunne hjælpe dem engang i næste sæson – for med kun tre år på bagen, så er FK Mogren så ungt et europæisk mandskab, at alle point virkelig er noget der tæller godt i regnskabet.
FK Mogren betragtede selv nederlaget i PARKEN som ”et tungt nederlag” og har også brugt ordet ”katastrofe” om de 90 minutters fodbold i PARKEN. Ifølge deres egen hjemmeside, så har de da også afskrevet videre deltagelse i Champions League efter nederlaget på 6-0, og man skal da også være yderst optimistisk – eller en meget inkarneret fan af FK Mogren, hvis man for alvor tror på, at de kan komme tilbage på onsdag – for det kræver trods alt en sejr på 7-0, 8-1 eller 9-2 …
Men OK, F.C. København fik jo ikke den bedste optakt inden returkampen på Pod Goricom Stadion i Podgorica, da det jo blev til 2-0 nederlag til FC Nordsjælland i ligaens 1. spillerunde. Men spillerne fra Byens Hold fik i det mindste nogle flere minutter i benene, i modsætning til spillerne fra FK Mogren, for de kommer til at vente yderligere nogle uger før den nationale liga går i gang. Man skal helt hen til den 8. august før FK Mogren kan begynde titelforsvaret – og medmindre der indtræffer et mirakel på onsdag aften, så behøver de ikke tænke mere på europæisk fodbold i denne sæson.
DOMMERNE
Når F.C. København på onsdag skal til Montenegro for at spille returkamp i den 2. kvalifikationsrunde mod FK Mogren, så bliver opgøret dømt af den 37-årige rumæner Alexandru Deaconu.
Af Jan Eliassen
Alexandru Deaconu har ikke været i aktion i de første europæiske kampe i denne sæson, men var i sidste sæson dommer i tre kampe i UEFA Cuppen.
I august 2008 dømte Alexandru Deaconu kampen i UEFA Cuppens 2. kvalifikationsrunde mellem AA Gent og Kalmar. Her vandt AA Gent med 2-1, hvilket dog ikke var helt nok, da svenske Kalmar vandt returkampen med 4-0. Alexandru Deaconu var også ”manden i sort” i da Kaunas hjemme tabte med 2-1 til Sampdoria, men heller ikke det resultat betød det store, da italienerne havde vundet med 5-0 i det første ben.
Alexandru Deaconus sidste europæiske kamp var i samme UEFA Cup pulje som Løverne var i. Den samme aften som F.C. København slog Brügge med 1-0, dømte han nemlig kampen mellem Saint-Etienne og Valencia, et opgør der endte 2-2 og rent kortmæssigt var en meget rolig affære, da der samlet blev uddelt fire kort, tre af dem til Valencia.
F.C. København har kun en gang tidligere haft en rumæner som dommer i kvalifikationen til Champions League. Det var i slutningen af juli 2003, hvor Alexandru Dan Tudor dømte opgøret mellem F.C. København og maltesiske Sliema Wanderes. Dengang kunne de 14.197 tilskuere i PARKEN se Sibusiso Zuma, Thomas Røll Larsen og Todi Jónsson bringe Løverne foran 3-0 i første halvleg, mens det i anden halvleg lykkedes for Sliema Wanderes at komme på 3-1 inden Thomas Røll Larsen scorede til kampens slutresultat 4-1. Returkampen blev vundet med 6-0, så sammenlagt gik F.C. København videre med 10-1, hvilket stadig er den største samlede københavnske sejr i Champions League regi.
De to liniedommere til onsdagens opgør er Eduard Eugeniu Dumitrescu og Aurel Onita, og kampens 4. dommer er Ionut Marius AVRAM. Alle tre mand er ganske som hoveddommeren fra Rumænien.