Første Viborg-træningskampe siden 2002
Fredag eftermiddag spiller F.C. København for første gang siden 2002 træningskampe mod Viborg FF, når holdene mødes i to kampe á 60 minutter på Nummer 10. Hver kamp varer en time (45+15 minutter) og begynder henholdsvis kl. 13.00 og 14.30.
Vi ser en del til Viborg i foråret, hvor vi mødes tre eller fem gange. Det ligger fast, at vi mødes i den sidste Superliga-kamp i Grundspillet samt i de to pokalsemifinaler i slutningen af april og begyndelsen maj (semifinale-datoerne er ikke fastlagt endnu).
Desuden kan Viborg stadig nå med i Mesterskabsspillet, hvor de har fem point op til FC Nordsjælland og Silkeborg, som p.t. ligger nr. 6 og 7.
I Grundspillet mangler Viborg Brøndby (u), Silkeborg (h), Vejle (h) og AGF (u), inden de som nævnt slutter af hjemme mod løverne.
Sejr over AaB i første test
Ligesom vi, spillede Viborg også sin første træningskamp i lørdags, hvor de slog AaB 2-0 hjemme på træningsanlæggets kunstgræsbane på Rughavevej.
Målene blev sat ind i den første halve time af Mikkel Løndal og Mads Søndergaard, og cheftræner Jacob Poulsen skiftede hele holdet i pausen.
Klubben oplyste, at Daniel Anyembe, Thomas Jørgensen og Ibrahim Said var ukampdygtige i lødags, og Zan Zaletel og Oliver Bundgaard er ude med længerevarende skader.
Til- og afgange
Viborg lejede i går den svenske venstre back Elias Andersson i Lech Poznan for resten af sæsonen. Desuden har de solgt Magnus Westergaard til Wycombe Wanderers FC samt udlejet Kasper Kiilerich til Aarhus Fremad og Aner Zulic til slovenske FC Koper.
Indbyrdes træningskampe
Det er længe siden, vi sidst mødte Viborg i en træningskamp. Senest var i juli 2002, hvor vi spillede 1-1 i Spjald.
Det var den første af tre træningskampe, mens vi var på træningslejr i Vingsted centret, og vi havde den argentinske Marcelo Delgado med på turen. Han scorede endda også vores udlignende mål mod Viborg kort før tid.
Den 29-årige angriber fra Boca Juniors var et stort navn med et imponerende CV, og han havde blandt andet en hovedrolle, da Boca i 2001 genvandt Copa Libertadores efter to finaler mod Rodrigo Huescas’ tidligere klub, Cruz Azul.
Delgado blev indskiftet i den første finale på Mexicos Estadio Azteca (115.000 tilskuere!) og scorede kampens enlige mål fem minutter før tid.
Han startede inde i returkampen på La Bombanera, som mexicanerne vandt 1-0, og Delgado var en af målscorerne i den afgørende straffekonkurrence, som Boca vandt 3-1.
Du kan læse mere om Marcelo Delgado i denne artikel om FCK's første sydamerikanere.