Fokus på FC Nordsjælland
Husk - ikke adgang for udefans
Mandag går turen til Right To Dream Park i Farum, og uanset hvor fristende det kan være for FCK-fans at prøve at få fingre i en billet, så opfordrer vi indtrængende til at lade være og respektere de vilkår, vi spiller under i øjeblikket: udefans har ikke adgang til kampene.
Afgørende kampe i Mesterskabsspillet
FC Nordsjælland er – ligesom vi, FC Midtjylland og Brøndby – i Mesterskabsspillet for femte gang ud af fem mulige.
I tre af de fire første sæsoner var den sidste af vores indbyrdes kampe afgørende for vores placering i tabellen, men mandag aften i Farum bliver intet definitivt afgjort. Dermed ikke sagt, at kampen er uden betydning, for mens vi jagter Brøndby og FC Midtjylland, jagter FC Nordsjælland i første omgang fjerdepladsen, der giver europæisk playoff mod nr. 7.
Her kan du genopfriske vores sidste kamp mod nordsjællænderne i hvert Mesterskabsspil:
2016/17
Vi tog til Farum i 32. runde (af de dengang 36. runder), og takket være en Cornelius-udligning til 1-1, sikrede vi definitivt mesterskabet i den forrygende sæson, hvor vi endnu var ubesejrede på det tidspunkt.
2017/18
Vi mødtes i sidste runde i Farum til en afgørende bronzekamp, hvor vi skulle vinde for at gå forbi FC Nordsjælland. Med 0-0 tog de både medaljerne og den europæiske kvalifikation, mens vi måtte ud i playoff mod AGF fire dage senere. Med 4-1 greb vi den sidste chance - ellers havde vi bl.a. aldrig oplevet Atalanta-dramaet, der sikrede endnu et gruppespil!
2018/19
Igen mødtes vi i sidste runde og tabte 1-3 i Parken, men vi havde allerede sikret ude i Brøndby i 33. runde. Derfor blev bold, bajere og badedyr suppleret med guldfest – og fejring af Robert Skov, der med sin scoring skrev historie med 29 mål i en Superligasæson.
2019/20
For tredje sæson i træk sluttede vi Mesterskabsspillet af mod FC Nordsjælland, og igen var vi pisket til at vinde for at være sikre på sølv og europæisk kvalifikation (uden først at skulle spille playoff). Vi vandt 2-1, og da AGF samtidig tabte til Brøndby, havde vi fået sølv, selv om vi havde tabt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
ANNONCE | 18+ | STOPSPILLET.DK | SELVUDLUK VIA ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT
FC Nordsjælland denne sæson
Fra december til starten af februar tabte FC Nordsjælland fem kampe i træk, og de næste tre endte uafgjort, men de fandt formen i foråret på det rigtige tidspunkt og kom med i Mesterskabsspillet.
Tre sejre, en uafgjort og to nederlag rækker til en tredjeplads, hvis man kun tæller kampene i Mesterskabsspillet:
1 FCM 13 p (+9)
2 FCK 13 p (+2)
3 FCN 10 p (-2)
4 BIF 7p (0)
5 RFC 4p (-4)
6 AGF 4p (-5)
I den rigtige tabel ligger FC Nordsjælland kun på en femteplads, men med kun tre point op til AGF på den fjerdeplads, der giver europæisk playoff mod nr. 7.
Holdet
- På banen i alle kampe: Magnus Kofod
- Flest gange i start-11: Peter Vindahl-Jensen og Magnus Kofod (27), Kamaldeen Sulemana (25), Jacob Steen Christensen (24)
- Flest gange udskiftet: Daniel Svensson (13), Jacob Steen Christensen og Andreas Schjelderup (10)
- Flest gange indskiftet: Tochi Chukwuani (16), Ivan Mesik og Oliver Antman (13)
- Flest mål: Kameldeen Sulemana (9), Abu Francis og Isaac Atanga (4)
- Flest assist: Kamaldeen Sulemana, Mads Døhr Thychosen og Magnus Kofod (3)
Kian Hansen, Johan Djourou, Mohamed Diomande, Jonathan Amon har været skadet længe. Emeka Nnamani og Abu Francis har ikke spillet på det seneste, men var med, da vi mødte FCN i en reservekamp i tirsdags.
Da FC Nordsjælland senest tabte 0-3 til FC Midtjylland startede de med
32 Andreas Schjelderup, 22 Victor Jensen, 42 Oliver Antman
34 Martin Frese, 8 Magnus Kofod, 6 Jacob Steen Christensen, 23 Oliver Villadsen
3 Ulrik Yttergaard Jenssen, 36 Maxwell Woledzi, 39 Adamo Nagalo
1 Peter Vindahl-Jensen