Mohamed Daramy

Fokus på FC Nordsjælland

For anden kamp i træk er der topkamp i Parken. Senest slog vi rækkens nr. 3, Viborg FF, og søndag kl. 18 gælder det FC Nordsjælland, der har toppet tabellen siden sæsonstarten, på nær runde 6 og 10.

Nordsjælland har "kun" hentet otte point i de seneste fem kampe, men det samme var tilfældet efter seks af de tidligere runder (10., 12., 13., 16., 20. og 21.).

Denis Vavro
Foto: Getty Images


Statistisk set har nordsjællænderne været meget stabile over hele sæsonen, og de har ikke tabt til de fem konkurrenter i Mesterskabsspillet. FCN’s tre nederlag i sæsonen faldt hjemme og ude mod Silkeborg samt ude mod AC Horsens.

Den samlede pointhøst på 43 point i Grundspillet er cirka dobbelt så stor som sidste sæson, hvor de endte nr. 10 i Grundspillet med 21 point.

Men bortset fra sidste sæson har FC Nordsjælland været i Mesterskabsspillet hver sæson, siden det blev indført fra 2016/17-sæsonen. Bronzen i 2017/18 er den bedste placering, mens de er sluttet nr. 5 eller 6 i de øvrige fire Mesterskabsspil.

Stadig med i pokalen
FC Nordsjælland spiller på onsdag returkamp i kvartfinalerne mod Aarhus Fremad efter en 3-0-sejr i det første opgør, der blev spillet på Jysk Park i Silkeborg.

Indbyrdes statistik
Efter 15 af Grundspillets 22 runder var vi ti point efter nordsjællænderne, men efter otte sejre i træk har vi nu reduceret deres forspring til et enkelt point.

Vi led et klart 1-3-nederlag i sæsonens første indbyrdes opgør efter ikke at have tabt de 11 foregående. Til gengæld burde vi have vundet 1-1-kampen i Parken, hvor Oliver Antman langt inde i tillægstiden udlignede den føring, Roony gav os i 83. minut – og i allersidste sekund headede Khocholava endda en dødbold meget tæt forbi.

Historisk set har FC Nordsjælland – og tidligere Farum Boldklub – dog haft det svært i Parken og kun vundet fire ud af 38 indbyrdes kampe. Men pudsigt nok var de alle to-måls-sejre (2-0 i 2010 samt 3-1 i 2011. 2017 og 2019)

David Khocholava
Foto: Getty Images


FCN sæson-statistik

  • Flest kampe fra start: Andreas Hansen 22, Kian Hansen, Oliver Villadsen, Jacob Steen Christensen, Mads Bidstrup og Ernest Nuamah 21
  • Flest gange indskiftet: Benjamin Nygren 15, Daniel Svensson og Oliver Antman 12
  • Flest gange udskiftet: Andreas Schjelderup 15, Ernest Nuamah 13
  • Flest mål:  Andreas Schjelderup 10, Ernest Nuamah 8
  • Flest assist: Jacob Steen Christensen 5, Ernest Nuamah 4

Senest startede FC Nordsjælland med disse 11 i 2-1-sejren over Brøndby:

13 Andreas Hansen – 23 Oliver Villadsen, 4 Kian Hansen, 39 Adama Nagalo, 5 Martin Frese – 18 Mads Bidstrup, 6 Jacob Steen Christensen, 27 Daniel Svensson – 38 Ernest Nuamah, 8 Emiliano Marcondes, 10 Mohammed Diamande