Vejle Boldklub

Fokus på Vejle Boldklub

Onsdag aften kl. 20 tager vi imod Vejle Boldklub i den første af to kvartfinaler i DBU Pokalen. Returkampen spilles den 6. eller 7. april i Vejle, men er altså ikke endeligt fastlagt.

Det er topholdet i den næstbedste række, der kommer på besøg i Parken. To hold rykker op, og på andenpladsen er Hvidovre fire point efter, mens Vejle har otte point ned til Vendsyssel på tredjepladsen inden de sidste 14 runder.

Vejle i pokalen
Vejle har været med i denne sæsons pokalturnering siden første runde:

  • Runde 1: 5-1 ude over OKS
  • Runde 2: 3-0 ude over BK Marienlyst
  • Runde 3: 3-0 ude over Brabrand IF
  • Runde 4: 1-0 hjemme over AC Horsens

Historisk set har Vejle stolte pokaltraditioner med seks triumfer i syv pokalfinaler. Kun AGF (9), FCK (8) og Brøndby (7) har vundet turneringen flere gange.

Vejles seneste triumf var længe før FCK’s levetid, da de i 1981 slog Frem 2-1 i Københavns Idrætspark. De var dog tæt på en finale sidste forår, hvor de nåede semifinalerne og tabte til FC Midtjylland – og året før nåede de kvartfinalerne og tabte til Randers FC.

Indbyrdes statistik
Vi har endnu aldrig mødt Vejle i pokalen, men vi har mødt dem 30 gange i Superligaen - og vi har ikke tabt siden påsken 2000, hvor de rødblusede vandt 4-1 i Parken.

Siden har vi 12 sejre og tre uafgjorte - og senest vandt vi 4-0 ude og 3-0 hjemme, da Vejle var i Superligaen sidste sæson.

Jens Stage
Jens Stage åbnede scoringen, da vi vandt 3-0 i vores seneste Vejlekamp i Parken i efteråret 2021. Foto: Getty Images


Vejle-truppen
Vejles cheftræner, den 35-årige kroat, Ivan Prelec, overtog jobbet i marts 2022 og havde senest ansvaret for reserveholdet i Dinamo Zagreb. I den klub indledte han også sin trænerkarriere blot 19 år gammel, da han fik ansvaret for akademiets U17-hold.

Senest sendte han disse 11 på banen fra start, da Vejle spillede 0-0 ude mod HB Køge:

11 Arbnor Mucolli, 9 German Onugkha, 10 Kristian Kirkegaard
5 Hamza Barry, 15 Ebenezer Ofori, 60 Saeid Ezatolahi
3 Miko Albornoz, 4 Oliver Provstgaard Nielsen, 6 Raúl Albentosa, 59 Marius Elvius
12 Nathan Trorr