Fornem U19-indsats: 3-0 i Brugge
Løverne lagde friskt fra start, og allerede i 3. minut var Carlo Holse tæt på at give dem en drømmestart med en dobbeltchance, som den belgiske keeper dog reddede.
Lidt efter fik Brugge en livsfarlig kontra efter en forsvarsfejl, men Ito skød heldigvis forbi mål, og i stedet var Julian Kristoffersen ved at finde vej til netmaskerne minuttet efter.
Jo, det var en livlig og afvekslende åbning, og i det 13. minut var der gevinst til gæsterne, da Niklas Vesterlund ved forreste stolpe snittede et hjørne i mål.
Københavnerne sad nu tungt på kampen, og Jonas Wind var tæt på at øge efter en dødbold, inden Filip Djukic i den anden ende måtte ud i en flyvende redning efter et belgisk langskud med kurs mod det ene målhjørne.
De sidste 15-20 minutter blev dog lidt rodet, da vi mistede lidt af den gode organisation i holdet og lavede lidt for mange dumme fejl med bolden, men Brugge kom ikke nærmere end et farligt hovedstød midt for mål, der endte i Djukics handsker. Og i slutminutterne af halvlegen var Carlo Holse tæt på 2-0, men måtte igen se Brugge-keeperen hive en god redning frem.
2. halvleg startede som en ret lige affære, men i det 56. minut fik belgierne et knæk, der skulle vise sig at blive afgørende, da Julian Kristoffersen prikkede bolden ind efter forarbejde af Frederik Bay.
Jo, de gjorde et ihærdigt forsøg på at komme igen, og 1-2 kunne have givet ubehagelig spænding i kampen, men vores forsvar holdt fint stand og gav ikke store chancer væk. I stedet kunne Jonas Wind lukke og slukke et kvarter før tid, da han udnyttede et straffespark begået mod Mads Roerslev.
Så var der ikke mere i hjemmeholdet, som ellers kunne have nøjedes med uafgjort for at gå videre. I stedet var det tæt på 4-0, da Holse hamrede læderet på overliggeren, og Julian Kristoffersen også var tæt på endnu engang.
En solid og stærk præstation af vores unge mandskab, som da også fik stor ros af Brian Riemer efter kampen for indsatsen.
Da Porto i dag slog Leicester, så vinder de gruppen og går direkte i 1/8-finalerne, mens vi snuppede 2. pladsen fra Brugge og dermed skal spille én play off-kamp efter vinterpausen om at komme i 1/8-finalen. Modstanderen bliver et af de hold, der i efteråret har kvalificeret sig via "Champions Path", dvs nationale U19-mestre, der ikke var i Youth League-gruppespillet.
Se flere billeder fra kampen ved at klikke på pilene i topbilledet.