Freja Nielsen ny assistenttræner for Kvindeholdet
27-årige Freja Nielsen bliver ny assistenttræner for F.C. Københavns Kvindehold fra 1. januar 2025.
Kvindeholdet kan endnu engang tilføje en kapacitet til staben omkring løvinderne, når Freja Nielsen tiltræder som ny assistenttræner i det nye år.
Freja Nielsen har trods sin unge alder allerede sikret sig stor erfaring som tidligere cheftræner for Fremad Valby kvindeserie øst, talentchef for HB Køge pige ungdom samt assistenttræner for HB Køge U18. Ydermere skal Freja Nielsen i gang med tage sin træner A-licens efter nytår.
Kvindernes nuværende assistenttræner, Susanne Præst, får efter eget ønske en ny rolle som specifik- og individueltræner.
Rebecca Steele, Head of Women’s Football F.C. København, fortæller om tilføjelserne til staben:
”Vi er meget glade for denne model, da Susannes stærke kompetencer vil komme endnu mere i spil i den nye funktion."
”Vi har sammensat et stærkt hold af dygtige trænere, som komplementerer hinanden godt via en bred vifte af sportslige og ikke mindst menneskelige kompetencer."
"Vi går et spændende forår i møde, hvor oprykningen til 1. division skal sikres, og jeg er sikker på, at det her hold er det helt rigtige til at løfte den store opgave,” siger Rebecca Steele.
Løvinderne genoptager deres træning den 20. januar, og herefter venter en længere periode med træningskampe, inden sæsonen starter med en pokalkvartfinale i marts.