Der bliver masser at se frem til i det F.C. Københavnske univers i det år, vi er på vej ind i.

Det altoverskyggende kommer naturligvis til at blive den mesterskabskamp, som vi lige nu fører. Men det bliver ikke let. Både FCM, AaB og Brøndby puster os i nakken. Heldigvis har vi netop disse tre kampe hjemme i foråret. Og her håber vi på at, så mange som muligt vil støtte op om holdet i det, som kan blive et magisk forår.

Vi lever også i DBU Pokalen. Her skal vi i marts møde Randers FC i kvartfinalen. Kvalificerer vi os fra denne kamp venter to semifinaler – den ene naturligvis på hjemmebane.

Og ja, opgøret mod Brøndby bliver et af de helt store højdepunkter. Kampen spilles i weekenden i uge 15. Sæt allerede kryds i kalenderen. Billetsalget til denne og de øvrige kampe åbner, når kampene er blevet fastlagt. Hold godt øje med FCK.DK.

Foråret bliver også tidspunktet, hvor vi lancerer den nye 3.trøje. En trøje, som er blevet til i samarbejde med medlemmer af Fanpanelet. Og vi kan allerede nu afsløre, at det bliver en voldsomt fed trøje.

Det bliver også nemmere at komme helt tæt på F.C. København. Vi præsenterer nemlig allerede i starten af det nye år det nye VoresKBH-kort, hvor man kan blive medlem af vores loyalitetsprogram og deltage i konkurrencer og auktioner. Og nyde godt af endnu flere fordele. Vi afslører ikke for meget, når vi siger, at vi er i gang med at skaffe endnu federe ordninger hos vores partnere og endnu flere rabatter til gavn for de mest loyale fans.

Vi glæder os til at se jer i det nye år!