Guillermo Varela til F.C. København

FCK er blevet enige om en transferaftale med CA Peñarol fra Uruguay om Guillermo Varela, der har underskrevet en kontrakt til sommeren 2023.

Guillermo Varela fik sit store gennembrud ved de sydamerikanske mesterskaber for U20-landshold i 2013, hvorefter han skiftede til Manchester United. Her optrådte han i både Premier League, Champions League og Europa League. Under sin tid i Manchester United var han udlejet til Real Madrid (Castilla) og Eintracht Frankfurt. Desuden har han spillet 5 A-landskampe og var blandt andet med Uruguay til VM i Rusland og startede inde i to kampe.

>> Køb din Varela-trøje her 

I efteråret spillede Varela for Uruguays mestre CA Peñarol, som han også har spillet med i Copa Libertadores.

25-årige Guillermo Varela optræder primært som højre back og kan også spille på en kantposition. Han tiltræder, når holdet genoptager træningen efter nytår.

Ståle: Stort talent og potentiale
”Guillermo Varela er en spiller med et stort talent og potentiale, og han har allerede spillet for nogle meget store klubber, hvor han af forskellige årsager ikke fik det store gennembrud," siger manager Ståle Solbakken.

"Siden tog han et modent valg og startede lidt forfra i sin barndomsklub, og nu er han for alvor klar til at vende tilbage til Europa igen. Han har været en eftertragtet spiller i det her vindue, og vi er glade for, at vi har kunne overbevise ham om, at FCK er det rigtige valg."

”Han er en teknisk stærk og hurtig back, som især offensivt er meget stærk. Han har god erfaring fra store ligaer og landsholdet, men vi mener stadig, at vi kan være med til at gøre ham til en mere komplet spiller."

"Han har været ude med en skade det meste af efteråret, og vi har derfor testet ham grundigt fysisk med vores læge Morten Boesen og David Cosgrave. Vi er afklarede med, at der vil vi gå 6-8 uger af opstarten, før han kan indgå på fuld kraft i træningen med resten af holdet."

”Vi har fulgt ham længe og set ham flere gange live, så vi føler, at vi har et godt kendskab til ham, og vi har arbejdet over lang tid for at nå frem til det her. Han har også i hele forløbet været meget interesseret i at komme til København for at etablere sig i Europa igen, og vi ser meget frem til at arbejde sammen med ham,” siger Ståle.

Varela: En god klub for mig
Guillermo Varela ser også selv frem til at komme til København:

”FCK er en markant klub i Europa. De er altid med i de europæiske gruppespil og konkurrerer også om at være med i Champions League. Det er en klub med flotte resultater og store ambitioner."

"Jeg har haft rigtigt gode samtaler med klubbens repræsentanter, der er rejst til Uruguay for at mødes med mig, og jeg er overbevist om, at det er en god klub for mig, hvor jeg kan udvikle mig yderligere som spiller.”

”Det har været afgørende for mig at finde en sund og god klub, der har tro på mig, og som jeg deler ambitioner med. FCK skal spille med om titlerne i Danmark hver sæson og bevise, at man er den største klub. Samtidig er FCK klar til at udfordre de andre klubber i Europa, og det tiltaler mig meget."

"Jeg kommer med stor ydmyghed til klubben, og jeg ved, at jeg ikke kan leve på mine tidligere klubber. Jeg skal bevise, at jeg er god nok, og det er jeg meget motiveret for,” siger Guillermo Varela.

Varela får trøje nummer 2 i FCK.

FAKTA
Navn: Guillermo Varela
Født: 24.3. 1993 (25 år)
Tidligere klubber: CA Peñarol, Manchester United, Real Madrid, Eintracht Frankfurt og CA Peñarol.
Landskampe: 5 A-landskampe og 26 U-landskampe.

>> Køb din Varela-trøje her 

Guillermo Varela

Guillermo Varela