Gylden mulighed

af Carsten V. Jensen, sportsdirektør

Det er ikke mange trænere, spillere og tilhængere forundt at se deres klub spille med i det der med rette kaldes verdens fornemmeste klubturnering, bare én gang i deres liv. Vi står nu for andet år i træk med en gylden mulighed for at opnå dette, og har således to afgørende kampe foran os mod FC Viktoria Plzen om en plads i UEFA Champions League-gruppespillet. En oplevelse vi skal forsøge at give alt for igen at kunne tage del i sammen med alle, der deler vores følelser.

I aftenens kamp får vi også en god fornemmelse af, hvad der venter i et eventuelt gruppespil. Således afvikles Play Off-runden efter samme model som kampene i gruppespillet og fremefter. Derfor er PARKEN klædt i de blåhvide UEFA Champions League-nuancer, og den velkendte CL-hymne vil nok vække glædelige minder fra sidste år hos de fleste.

Vi møder i aften de tjekkiske mestre fra FC Viktoria Plzen, der ganske overbevisende besejrede vores gode bekendte fra Rosenborg BK. Det blev til sejre både på hjemmebane og i den svære udekamp på Lerkendal og det, sammenholdt med at Plzen fortjent vandt det tjekkiske mesterskab foran Sparta Prag, gør at vi står overfor en modstander, som fortjener vores respekt.Derfor får vi brug for at spille op til vores absolut bedste, og det er rart at se den fremgang, vi har haft den seneste tid, og ikke mindst at vores evne til at skabe resultater er intakt. Senest i kampen i lørdags mod FC Midtjylland, hvor en god holdpræstation endnu engang gav en solid sejr og tre point til kontoen i Superligaen.

Intet vil sandsynligvis være afgjort efter aftenens kamp mod FC Viktoria Plzen i PARKEN. På dette stadie i turneringen vil alle opgør være tætte, og vi skal formentlig igennem endnu en prøvelse i stil med sidste års thriller mod Rosenborg BK – afgjort med Ottesens træffer og Wilands sene redning. En kamp hvor vi viste storspil i lange perioder og en kamp, hvor vi oplevede en utrolig atmosfære i PARKEN. Jeg håber på en gentagelse af begge dele i aften, og at vi efter kampen har et godt udgangspunkt inden returopgøret i Tjekkiet onsdag i næste uge.

Lastly, a warm welcome to our guests from FC Viktoria Plzen, the referees and the UEFA delegates.