Dengang AB udtog Knud Lundberg...

Historietimen: Dengang AB udtog Knud Lundberg...

I 1995 havde vi 42-årige Per Poulsen på mål, og i 1996 gjorde Michael Manniche comeback i en alder af 37 år. Men AB toppede den senere i 1996 ved at "udtage" Knud Lundberg, da de skulle møde os i PARKEN!

Inden vi afslører hvordan det hænger sammen, skal vi lige sætte scenen for en halvsæson, som resultatmæssigt er den dårligste nogensinde i F.C. Københavns historie. Det kan man i øvrigt se mere om i Jakob Thuesens dokumentarfilm ”FCK – sidste chance” om hele sæsonen 1996-97, der trods mange trængsler endte med sejr i pokalfinalen over Ikast. Hvis du ikke allerede har set denne klassiker, kan vi absolut anbefale et besøg i Filmhusets Videotek i Gothersgade i København!

Bundopgør i PARKEN
Den 3. november 1996 skulle vi møde AB i PARKEN, og det var et regulært bundopgør. Oprykkerne fra Gladsaxe lå sidst med 10 point, mens vi lå nr. 11 med 12 point og en dårligere målscore end det andet oprykkerhold, Hvidovre. Vi havde indledt sæsonen med at vinde i netop Hvidovre, men i de næste 13 kampe havde vi kun vundet i Lyngby og var altså uden sejr på hjemmebane før mødet med akademikerne.

Et par uger inden AB-kampen havde vi givet comeback til Michael Manniche, som ellers var stoppet i sommeren 1994, ligesom vi lejede den engelske angriber Mark Robins i Leicester. Han havde et halvt hundrede kampe for Manchester United på CV’et, og havde også været en tur i Norwich, hvor han havde vist som som en ”proven goalgetter”.

”Batmanne og Robins”, som de kærligt blev døbt, fik comeback henholdsvis debut mod Brøndby den 20. oktober, og selv om Robins kom på tavlen, måtte vi igen gå fra banen uden point.

Knud Lundberg "udtaget"
Manniche var efterhånden blevet 37 år, og året før havde vi haft den 42-årige Per Poulsen på mål, så da AB skulle sende deres spillertrup til brug for vores officielle kampprogram havde et vittigt hoved lige tilføjet Knud Lundberg på listen.

 


Den legendariske kulturpersonlighed, der havde spillet landskampe i både fodbold, håndbold og basketball, havde efterhånden rundet de 76 år og spillede sikkert stadig superveteran-fodbold ude på AB’s baner i Bagsværd... 
 
Det vidste vores daværende programredaktør, Charles Maskelyne, bare ikke! Charles, der kom til klubben nogle år forinden med den glimrende ide om at etablere De Unge Løver, var født og vokset op i England. Han huskede hele Ipswich’s holdopstilling fra FA Cup-finalesejren over Arsenal i 1978 og mange andre fodboldanekdoter, men selv om Knud Lundberg var med til at vinde bronze ved OL i London 1948, var navnet fløjet under Charles' store fodboldradar.
 
Knud Lundberg var selvfølgelig ikke med i den endelige trup, men som det kan ses, vil han for tid og evighed være opført i kampprogrammet som en del af AB-truppen. Men strengt taget kunne det jo også have været en anden spiller med samme navn...
 
Sæsonens første hjemmesejr
Kampen endte i øvrigt med sæsonens første hjemmesejr, og Robins og Bjarne Goldbæk sørgede for at den blev på 2-0. Vi og AB lå dog stadig sidst efter efterårssæsonen, men i foråret kravlede begge hold op i tabellen og overlod nedrykningspladserne til Hvidovre og Viborg.

Knud Lundberg fik desværre alzheimers i slutningen af 90’erne og gik bort i 2002 i en alder af 82 år. Det sjove lille aftryk i vores kampprogram er nok det mindste af alle de mange aftryk, han satte i dansk fodbold- og kulturliv gennem sin aktive karriere og sit senere virke som sportsjournalist, forfatter, kommunalpolitiker m.m.