FCK/KB slår PSV med 2-1

Hjem fra Aalborg med et enkelt point

Søndag middag blev U19-opgøret mellem AaB og FCK/KB fløjtet i gang på Aalborg Stadion, og knapt to timer senere kunne det konstateres at AaB desværre havde vundet kampen med 4-3. Få minutter efter at U19-kampen var fløjtet af, blev den tilsvarende U17-kamp sat i gang, og her var der ingen sejrherre da opgøret endte målløst.
 

Af Jan Eliassen

Som omtalt ovenfor så endte U19-kampen mellem AaB og FCK/KB med en 4-3-sejr til AaB. Inden dagens kamp var FCK/KB at finde på U19-Ligaens 8. plads med 11 point, mens AaB lå lige bag ved på 9. pladsen med 10 point, men efter dagens nederlag, så må FCK/KB se AaB passere dem i tabellen – og så konstatere at der ikke er langt til de nederste pladser i Ligaen.
 

Dagens kamp blev spillet i et højt tempo, og har uden tvivl været meget underholdende at se på for de fremmødte tilskuere – og har man været tilhænger at hjemmeholdet, så har det jo været en god fornøjelse at se holdet være bagud tre gange, og så alligevel vinde kampen med 4-3. FCK/KB kom foran 1-0 ved Lasse Horn, 2-1 ved Magnus Sonne og 3-2 ved Cagri Erdem - og så endte det hele alligevel meget skidt da AaB scorede kampens sejrsmål blot to minutter før sidste fløjt.

 

FCK/KB’s træner Jonnie Larsen udtalte efter kampen:

 

- Vi scorer de mål vi skal, og spiller bolden fint rundt. Men vi har atter problemer med dødboldene, hvor AaB får tre af deres mål på netop dødbolde – og så scorer vi også lige et selvmål. Vi skal nok være lidt bedre rent taktisk på banen, og engang imellem trække lidt i håndbremsen – vi skal være mere rutinerede og gå efter resultatet, og det kræver at vi gør os nogle taktiske overvejelser inde på banen.  

 

Jonnie Larsen havde gerne haft en sejr med hjem i bussen, men desværre:

 

- En 4-3 kamp er jo god underholdning for tilskuerne, men det kan jeg ikke bruge til en pind. De tre sidste nederlag, hvor modstanderen i alle tre kampe har scoret fire mål, har helt fjernet det momentum vi havde efter sejrene over Vejle og Lyngby. Vi skal simpelthen være defensivt meget meget bedre. Vi forlod København meget tidligt i morges, og det havde været noget sjovere at have en sejr med hjem i bussen, så jeg må desværre se frem til en meget lang tur hjem til København.

 

U17-holdet fik 0-0

Inden dagens kamp var FCK/KB’s juniorer placeret på en lidt kedelig 10. plads efter blot to sejre og en uafgjort i den første otte kampe i sæsonen. Et af problemerne har været målscoringen, for med kun fire mål i otte kampe, så er holdet ikke blandt de mest scorende i Ligaen – og derfor var det egentlig ikke overraskende at holdet heller ikke scorede i dag – men heldigvis, så var defensiven i orden, og derfor endte kampen 0-0.

 

FCK/KB havde en lille overvægt i både spil og chancer, og kom vel frem til tre store chancer, og det burde ofte være nok til at vinde en kamp, men desværre så var angriberne ikke skarpe nok, og hverken Anders Schnoor eller Freebody Appia i dag fandt vej til netmaskerne. Angrebskollegaen Andreas Cornelius var, grundet sygdom hos den normale keeper, at finde mellem stængerne, hvor han gjorde det godt og tog hvad der kom.

 

FCK.DK fik denne kommentar om kampen fra U17-træner Henrik Mamsen:

 

- Holdet spiller med en god gejst og viser den rette vilje, men vi mangler skarpheden. Det positiver er, at vi bliver ved med at prøve at komme frem til den chancer der kan vinde kampen, men vi mangler det sidste. Heldigvis holder vi nullet i den andet ende, så alt i alt var det ikke en prangende indsats – men klart en godkendt indsats. Men når det er sagt, så har vi da stadig noget at arbejde videre på.

 

Henrik Mamsen sluttede af med at konstatere:

 

- Med 0-0 så har vi da heldigvis ikke helt så lang vej hjem som U19, men turen bliver rigtig god hvis 1. holdet snupper alle tre point nede i Vejle her lige om lidt.

 

Og her på FCK.DK kan vi da kun håbe på det samme, altså at de helt store Løver besejrer Vejle og snupper 1. pladsen i SAS Ligaen.

 

Næste uge

Den kommende weekend byder igen på to udekampe. På lørdag skal U17-juniorerne til Jylland hvor FK Viborg venter klokken 1330. Stort set samtidig (lig med klokken 1400) møder U19-holdet AB på Akademisk Boldklubs baner ude i Gladsaxe.