Hobro sejrede 3-0 i Telia Parken

Hobro sejrede 3-0 i Telia Parken

Hobros pauseføring på 1-0 afspejlede bestemt ikke efter spil og chancer, men da kampen var forbi var det svært at indvende ret meget mod, at der stod utrolige 3-0 på måltavlen til de jyske oprykkere, som dermed sørgede for at der ikke er flere ubesejrede hold i Superligaen!

Hjemmeholdet havde ændret på 4 pladser siden Dnipro-kampen i onsdags, og det gav startpladser til Antonsson, Toutouh, Pourié og De Ridder på bekostning af Nilsson, Amankwaa, Bashkim samt Cornelius, der på grund af en tå-skade slet ikke var med i truppen mod ”opkomlingene” fra Hobro. De gæve jyder var dog ikke mere uvante med Nationalarenaen end at vi inden kampen kunne tælle 11 i truppen, der tidligere har optrådt mod løverne i PARKEN. Men det er jo lige før, det bare lyder som en dårlig undskyldning her bagefter…

Kampen var bare seks minutter gammel, da Hobro efter en lidt tøvende indledning fik en udmærket kontramulighed, som dog løb ud i sandet. Men de fik erobret bolden igen, og mens hjemmeholdet tog en kollektiv blunder, kunne Mads Hvilsom sende et præcist indlæg ind fra højre, som Quincy Antipas kom først på foran Zanka.

Lidt af en chokstart for de undertippede oprykkere, men det skulle vise sig at være deres eneste reelle afslutning i hele 1. halvleg. Men det var nok til en pauseføring, for selv om FCK’erne mod slutningen kom frem til flere udmærkede afslutninger, så kneb det gevaldigt med at nedbryde den gul-blå-mur, der forsvarede sig særdeles effektivt.

Pierre Bengtsson måtte udgå efter ca. 20 minutter efter at have mærket et lille riv i lysken, og det gav Bashkim Kadrii mulighed for at spille den plads, han kender godt fra sin tid i OB. Netop Bashkim stod for den hidtil farligste afslutning, da han kort før den halve time firsttimede på et indlæg fra backkollega Høgli, men Jesper Rask i Hobro-målet dykkede godt ned ved nærmeste stolpe og reddede til hjørne.

Indtil da havde hjemmeholdet ikke rigtig kunnet spille sig frem til noget, men fra da af begyndte spillet at glide lidt nemmere, og så kom chancerne også. Toutouh fik en udmærket skudchance i feltet efter 34 minutter, men måtte se afslutningen blokeret. Steve de Ridder tvang også Rask ud i fuld længde for at afværge et forsøg lige uden for feltet, og på det efterfølgende Toutouh-hjørne headede Zanka tæt forbi ved fjerneste stolpe.

Et par minutter senere fik Pourié en udmærket chance, skabt af De Ridder, men selv om det var en svær bold at arbejde med, måtte Rask igen i aktion for at forhindre en udligning. Minuttet senere var de Ridder igen på færde, da han tog et par træk uden for feltet og kom på skudhold, men sendte et fladt forsøg tæt forbi den ene opstander.

På baggrund af de sidste 10-15 minutter af halvlegen havde uafgjort eller en FCK-føring ikke været ufortjent, og slet ikke efter Steve De Ridder kort efter pausen sendte et skud på stolpen efter han lige havde lavet en fræk tunnel på en modspiller. Danny Amankwaa, der kom ind for Antonsson i pausen, fik returbolden fra træværket, men hans skud blev blokeret.

Men i stedet kunne Hobro gå til modangreb og lidt for enkelt spille sig igennem i højre side, hvor Emil Berggreen kunne lægge bolden tæt ind foran mål. Her fik Høgli ikke losset væk, og så kunne Mads Justesen prikke bolden i tomt mål, og dermed gentog oprykkerne bedriften fra sidste uge, hvor de også kom på 2-0 lige efter Brøndby havde ramt stolpen.

Bashkim kunne have sendt hjemmeholdet tilbage i kampen med endnu en flot firsttimer, men denne gang sneg kuglen sig lige over den fjerneste trekant. Minuttet efter måtte Toutouh udgå med nogle problemer, hvilket gav debut til Franco Mussis, der fik et stort bifald fra hjemmeholdets fans.

Men det skulle vise sig at blive noget nær det eneste, de fik at juble over... Ståle sagde efter kampen, at ved 0-2 var det sådan set acceptabelt, fordi man spillemæssigt havde været godt med og skabt et hav af chancer, men han var bestemt ikke tilfreds med holdindsatsen efter 0-2-målet.

Først var Mads Hvilsom centimeter fra at bringe Hobro på 3-0, da han slap fri i højre side, men hans tørre hug strøg tæt forbi den fjerneste stolpe. Minuttet efter havde han dog indstillet sigtekornet, da han fik et lignende tilbud - efter et smart taget frispark af Mads Thomsen – og denne gang strøg bolden i nettet på den rigtige side af træværket, og så måtte selv de mest inkarnerede Hobro-fans vist lige knibe sig i armen!

Amankwaa fik en god skudchance i feltet efter oplæg fra de Ridder, og han gjorde sådan set det rigtige, men kunne ikke få bolden forbi de 3-4 Hobro-spillere, der skærmede af inde på selve målstregen og fik forhindret reduceringen.

Som resten af kampen formede sig, havde det næppe kunnet vende slagets gang, og det var tværtimod ved at blive 4-0, da Antipas smuttede fra Amartey – der spillede i midterforsvaret efter pausen – men han nåede dog tilbage og fik generet angriberen så meget, at han ikke fik afsluttet.

For at gøre ondt værre blev løverne ti minutter før tid reduceret til 10 mand, da Zanka i irritation over et frispark midt på banen sparkede ud efter Dennis Høegh, og det takserede dommeren korrekt til direkte rødt.

Dermed blev resten af kampen blot et spørgsmål om at undgå yderligere blamager, og det lykkedes også, selv om det holdt hårdt, for Hobro kunne nærmest efter behag spille sig til afslutninger, som dog savnede den sidste præcision.

Midt i skuffelsen over den store nedtur viste FCK-fansene dog god sportsånd ved at hylde Hobro-spillerne med klapsalver i de døende minutter, og man kan let forestille sig hvordan stemningen må være i busserne med Hobro-fans, der havde taget turen til Hovedstaden og blev belønnet med en flot sejr.



Holdet: 1 Stephan Andersen – 2 Tom Høgli, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 15 Mikael Antonsson (46.: 32 Danny Amankwaa), 3 Pierre Bengtsson (21.: 9 Bashkim Kadrii)– 24 Youssef Toutouh (56.: 7 Franco Mussis), 18 Daniel Amartey, 8 Thomas Delaney (anf.), 10 Nicolai Jørgensen – 22 Steve De Ridder, 23 Marvin Pourié

Ikke benyttet: 21 Johan Wiland, 4 Pelle Nilsson, 6 Claudemir og 33 Yones Felfel