HUGO BOSS og F.C. København indgår partnerskab
F.C. Københavns spillere kommer også til at stå skarpt uden for banen, når forårssæsonen begynder om få dage. FCK og det globale tøjbrand HUGO BOSS har nemlig indgået en aftale, så FCKs spillere og sportslige ledelse fremover vil gå i HUGO BOSS tøj.
Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, og det glæder salgsdirektør i F.C. København, Alex Rasmussen:
- Vi har ledt efter et stort internationalt modebrand, som kunne klæde F.C. København på. Vi er super stolte over, at vi har fundet det brand i HUGO BOSS. Ingen af parterne har været i tvivl om, at vi skulle finde sammen omkring det her, og det er et partnerskab, der bliver det eneste af sin slags i Norden, siger Alex Rasmussen.
Hos HUGO BOSS har man ligeledes været på udkig efter det rigtige samarbejde i Norden, og det har man nu fundet i København:
- HUGO BOSS er meget aktive i sportsverdenen. Vi har flere sportsgrene, hvor vi sponserer både succesfulde hold og individer. I fodbolden har vi blandet andre det tyske landshold, Real Madrid, Paris Saint Germain og Liverpool – og altså nu også F.C. København. Vi ønsker kun at samarbejde med en klub i hver region og går efter det stærkeste hold. Vi passer godt sammen som brands og for os kunne der kun være en partner i Norden og det er FCK, siger Stephan Born, Managing Director, HUGO BOSS UK & Nordic.
Imens glæder FCK-spillerne sig til at bære deres nye HUGO BOSS jakkesæt:
- Det er et rigtigt fedt sæt, og HUGO BOSS er et stort mærke, så det er helt perfekt. Og så kalder de andre mig også bossen på holdet, så det kan ikke passe bedre, siger Youssef Toutouh med et smil på læben.
Spillerne vil første gang ankomme til kamp i de nye jakkesæt til det kommende Derby mod Brøndby på søndag.