Imerco ny tribunesponsor
F.C. København og Imerco har indgået en 3-årig aftale, der gør butikskæden til tribunesponsor på A-tribunen, der fra denne sæson og i aftaleperioden vil hedde Imerco-tribunen.
Imerco er Danmarks største isenkramkæde med 155 butikker fordelt over hele landet, og en årlig butiksomsætning inklusiv moms på ca. 1,4 mia. kr. Derudover driver Imerco en af Danmarks største kundeklubber, Imerco+, med mere end 1 mio. medlemmer samt en webshop, imerco.dk, som er i rivende udvikling.
”I Imerco har vi fundet en rigtig spændende og ambitiøs virksomhed, der sammen med os vil være med til at hæve overliggeren for sponsoraktivering, med udgangspunkt i alle de store oplevelser, fans og gæster får i Telia Parken hvert eneste år. Derfor indeholder aftalen, ud over eksponeringsretten til A-tribunen, også en lang række elementer, der skal understøtte Imercos strategi om at skabe ”appetit på livet”. Vi glæder os derfor meget til samarbejdet, og ikke mindst til at aktivere Imerco på vores platforme med en masse spændende tiltag og aktiviteter” siger salgsdirektør i F.C. København, Alex Rasmussen.
Hos Imerco ser man frem til en stærk tilstedeværelse og et spændende samarbejde.
”F.C. København er nr. 1 i deres branche, og vi er det samme i vores. Derfor ser vi et stærkt match i at være synlige sammen, overfor alle de gæster der besøger Telia Parken. Dertil har vi mødt en professionel og yderst kompetent klub, der kan være med til at vise, hvad Imerco står for i dag. Det vil helt afgjort også skabe nye muligheder for vores kundeklub Imerco+. Vi glæder os derfor til at komme i gang med samarbejdet, og til at udfordre hinanden på nye og gode aktiveringer til glæde for begge parter” siger Frederik Brønnum, adm. direktør i Imerco A/S.
Med aftalen bliver Imerco den fjerde tribunesponsor i Telia Parken, hvor UNIBET (B-tribunen), Carlsberg (C-tribunen) og DFDS (D-tribunen) er de øvrige.
Alle i F.C. København byder Imerco velkommen til.